Fugleinfluenza kommer til Danmark advarer minister

Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed er sikker på fugleinfluenzaen kommer til Danmark. Lørdag kommer der nye laboratorie-resultater fra svaner i Nordjylland. Og det høje beredskab bliver foreløbig bevaret.

Falck fangede svanen her på Bornholm. Den skal nu undersøges for fugleinfluenza. Resultaterne fra Bornholm kommer søndag. (Foto: Rasmus Kahlen © DR Bornholm)

De ansatte på Danmarks Fødevareforsknings laboratorium i Århus har nærmest arbejdet i døgndrift de seneste dage - iført sikkerhedsdragter og åndedrætsværn for at gardere sig mod eventuel smitte. I dag forelå resultaterne af de første undersøgelser: ingen virus.

Der er altså ikke konstateret fugleinfluenza i Danmark. Laboratoriet har undersøgt 30 svaner, en måge og en and fra Sydsjælland, Lolland og Falster samt en fiskehejre fra Vejle Fjord.

Alle analyser gav et negativt resultat for fugleinfluenza af typen H5 og for andre typer fugleinfluenza.

Undersøgelserne af døde fugle for fugleinfluenza fortsætter i de kommende dage og uger. Næste sæt analyseresultater kommer sent lørdag. Det gælder svaner fra Nordjylland. Søndag får vi svar fra undersøgelser af svaner fra Bornholm. Der vil gå nogle dage, før de mange døde fugle, som også i går og i dag er strømmet ind fra hele landet, er undersøgt.

Stadig højt beredskab

Ifølge familie- og forbrugerminister Lars Barfoed bliver der ikke slækket på beredskabet trods de første negative resultater.

- Tværtimod. Med fundet i Tyskland er fugleinfluenzaen under alle omstændigheder meget tæt på, siger ministeren. Han er sikker på, at fugleinfluenzaen kommer til Danmark på et tidspunkt.

- Det er vigtigt at mane til besindighed. Som navnet siger, er det en fuglesygdom, og det er først og fremmest vores fjerkræ, vi skal have beskyttet mod smitte. Sandsynligheden for, at mennesker bliver smittet, er meget lille, da sygdommen i sin nuværende form ikke smitter fra menneske til menneske, siger Lars Barfoed.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd033a11f9d0ee03e19c7

Facebook
Twitter