Fuld 24-årig dødsbilist får tre års fængsel: Kostede kvinde og to børn livet

Vestre Landsret har onsdag afsagt og stadfæstet dom i en sag om dødsulykke.

Med mindst 137 kilometer i timen, en promille på 1,46 og et manglende kørekort bragede en 24-årig lettisk mand i december 2018 op bag en bil lidt uden for Holstebro.

Det kostede tre menneskeliv, og onsdag har Vestre Landsret idømt manden tre års fængsel for den forbrydelse.

Det oplyser mandens forsvarer, advokat Kim Stensgård.

Dermed kom landsretten frem til samme resultat, som Retten i Herning gjorde i februar 2019.

I byretten forklarede manden, at han aftenen før hændelsen drak whisky sammen med nogle arbejdskammerater. Med en promille på mindst 1,46 satte han sig bag rattet i en sølvgrå Ford Mondeo.

Anslået fart på mindst 137 kilometer i timen

På Hodsagervej mellem Holstebro og Herning bragede han ind i en Citroën C1 med fire personer i bilen. En 41-årig kvinde og en syvårig pige omkom ved ulykken.

Kvindens niårige søn blev hårdt kvæstet og døde dagen efter. Hendes syvårige datter blev kvæstet, men hun overlevede.

En bilinspektør har anslået, at manden kørte bilen med en hastighed på mindst 137 kilometer i timen på strækningen, hvor farten højst må være 80 kilometer i timen.

Ved behandlingen i byretten kom det frem, at den tiltalte aldrig har erhvervet kørekort.

Han har forsøgt, men er dumpet to gange.

Foruden de tre års fængsel er manden blevet udvist af Danmark for bestandigt.

Det var anklagemyndigheden, der havde anket byrettens dom, da man mente, at den var for slap. Herefter kontraankede manden med ønsket om at få en mildere straf.

/ritzau/

Facebook
Twitter