'Fuldstændig uacceptabelt': Fejl fik Danmark til at droppe millionstøtte til dansk vaccine

Lægemiddelstyrelsen fejlfortolkede regler fra EU, og det fik Sundhedsministeriet til at droppe aftale med lovende dansk vaccine.

En aftale med danske AdaptVac kunne have sikret forsyningssikkerheden til en god pris, mener Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det var en misforståelse, der sidste år fik den danske stat til at droppe støtten til og indkøb af den lovende danske coronavaccine AdaptVac.

En vaccine, der endnu ikke er godkendt, men som viser lovende resultater, og som med en støtte på 75 millioner kroner fra Sundhedsministeriet kunne have sikret Danmark vacciner til produktionspris.

Men sådan gik det ikke, og det skyldes en fejlfortolkning af reglerne fra Lægemiddelstyrelsens side. Det skriver Dagbladet Information i dag.

I juli sidste år stod vaccinen til at få 75 millioner kroner i støtte fra Sundhedsministeriet på anbefaling af netop Lægemiddelstyrelsen.

Men da AdaptVac indgik en licensaftale med Bavarian Nordic, trak Lægemiddelstyrelsen i land. De skrev til ministeriet, at ‘vinduet for national aftale med AdaptVac’ nu var ‘lukket’.

Derfor undlod Sundhedsministeriet sidste sommer at indgå en aftale med den danske vaccine. Det fremgår af et svar, Sundhedsministeriet har sendt til Information, som DR Nyheder har set.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen måtte Danmark ikke forhandle vaccineaftaler med et firma nationalt på samme tid med, at EU forhandlede med dem. Det ville være i strid med EU's egne regler. Og EU og Bavarina Nordic var i kontakt med hinanden.

Men det mener EU-kommissionen altså var en overfortolkning. Kommissionen 'forhandlede' nemlig ikke med Bavarian Nordic, står der i mailen, så der var frit spil for Danmark.

‘Uacceptabelt og ‘dybt uheldigt’

Coronaordfører for Enhedslisten Peder Hvelplund kalder forløbet ‘horribelt’.

- Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at Lægemiddelstyrelsen ikke har styr på de oplysninger, den videregiver, for det her har jo haft konsekvenser for muligheden for at investere offentlige midler i udviklingen af en vaccine, som netop har kunnet sikre både forsyningssikkerheden og også kunne få den til en rimelig pris, siger han til DR Nyheder.

Han har indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om sagen.

Også Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, mener, sagen er alvorlig.

- Det er dybt uheldigt for at sige det meget mildt. Man kunne godt antage, at hvis der var noget, man skulle have styr på i Lægemiddelstyrelsen, så var det lægemiddeljura. Men det har man så ikke haft, siger han.

Genvaccination

Den danske vaccineudrulning begynder ellers at tage fart, og i dag er det planen, at der for første gang skal gives 100.000 stik på én dag.

Men selvom der allerede er købt vacciner nok til alle danskere, som kan forvente at have fået vaccinen et sted før eller efter sommerferien, er det ikke sikkert, at vi er helt færdige med coronavaccinen af den grund.

For hvad nu hvis vi skal have mere end én coronavaccine? Det var blandt andet det spørgsmål, der fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at til Israel i marts måned.

- Vi vil blandt andet drøfte, hvordan vi kan blive mere selvforsynende med vacciner. Både på kort sigt i forhold til at få adgang til flere vacciner mod COVID-19. Men også på længere sigt i forhold til eksempelvis genvaccination, udtalte hun dengang.

Det bider Martin Geertsen mærke i.

- Vi har en statsminister, der rejser verden rundt for at lave alle mulige strategiaftaler - og senest til Israel. I virkeligheden kunne man, hvis man havde været lidt vaks ved havelågen, have kigget i sin egen baghave.

Han fremhæver desuden, at man fra dansk side har kritiseret netop EU for ikke at have været smidig nok.

I vaccineræset skulle have brugt mere tid 'i sin egen baghave', lyder det fra sundhedsordfører for Venstre, Martin Geertsen (V). (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Dansk Folkepartis Liselott Blixt ærgrer sig også over, at man ikke har indgået samarbejde med den danske vaccine.

- Bavarian Nordic, der nu har vaccinen, har så lavet aftaler med nogle andre, der har investeret i den. Og det vil sige, at det koster flere penge for danskerne at få en vaccine, siger Liselott Blixt.

Lægemiddelstyrelsen står fast

Hos Lægemiddelstyrelsen står man fast på sin fortolkning af reglerne.

Nikolai Brun er chef for medicinsk evaluering og biostatistik i Lægemiddelstyrelsen. Han siger til Information:

- EU-aftalen forbyder parallelle processer. Vi fortolkede det sådan - og det gør vi stadig - at i det øjeblik, AdaptVac indgik en aftale med Bavarian Nordic, så var der tale om parallelle processer, fordi Bavarian Nordic var i kontakt med EU-Kommissionen. Og derfor var en national aftale om vaccinen ikke længere mulig, siger han.

Lægemiddelstyrelsen var faktisk så sikker i sin sag, at de heller ikke tjekkede med EU-kommissionen, om den nu havde forstået loven korrekt.

Lægemiddelstyrelsen har ikke ønsket at stille op til et uddybende interview, men i et skriftligt svar fra Nikolai Brun til DR anerkender man dog nu, at EU-Kommissionen har haft en anden opfattelse.

- Lægemiddelstyrelsen tager til efterretning, at Kommissionen oplyser, at den dialog om vacciner, som Kommissionen havde med Bavarian Nordic fra midten af juli til midten af september ’20 om en eventuel forhåndsindkøbsaftale, ikke havde en karakter, der forhindrede, at den danske stat i den periode kunne indgå en indkøbsaftale med Bavarian Nordic om AdaptVac.

På Twitter skriver direktøren fra Lægemiddelstyrelsen, Mette Aaboe Hansen, at det i øvrigt ikke havde ændret noget ved den danske vaccinebeholdning i dag, hvis der var givet støtte på de 75 millioner kroner.

Sundhedsministeriet skriver desuden, at man fortsat er i dialog med folkene bag AdaptVac, som man afholdt møde med i februar og igen i denne uge.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk