Fuldvoksne konfirmander på vej

Konfirmation af voksne er nu på vej til at blive en del af folkekirkens ritualpakke. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Nu er det ikke længere kun helt unge mennesker, der bliver konfirmeret i Folkekirken. (© DR)

Det hører til sjældenhederne, at fuldvoksne mennesker ifører sig konfirmationstøj, knæler ved alteret og bekræfter deres kristne tro.

Men med sognepræst Anne Reiter fra Sankt Knuds Sogn i Odense i spidsen er voksenkonfirmation nu på vej til at blive en del af folkekirkens ritualpakke. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Voksenkatekumenatet

Nu på søndag konfirmerer Anne Reiter den 34-årige Oline Schmidt-Nielsen efter et svensk ritual, som er tilpasset danske forhold. For nylig bekræftede også den 38-årige Rasmus Gade sin kristne tro i kirken. Og det hele sker med biskoppens opbakning.

- Jeg går stærkt ind for kristendomsundervisning - også til voksne, siger biskop over Fyens Stift, Kresten Drejergaard.

Sognepræstens nye tilbud til voksne, der har fortrudt, at de som unge sagde nej til konfirmationen, kan hurtigt komme til at brede sig.

Fyens Stift har allerede lagt planer for et stiftsmøde, hvor præster fra hele landet kan høre mere om det såkaldte voksenkatekumenatet.

Facebook
Twitter