En mystisk mail får i øjeblikket flere danskere til at kontakte politiet.
I mailen skriver en afsender, at han kender til personens besøg på pornosider, og at han har skaffet sig adgang til deres webcam og optaget dem, mens de har haft gang i en 'intim solohyggestund', som Nordsjællands Politi skriver i sin døgnrapport for weekenden.
Afsenderen truer med at sende optagelserne til folk i personens netværk, hvis ikke der bliver betalt cirka 18.000 kroner i bitcoins inden for to dage.
For afsenderen har nemlig skaffet sig adgang til alle kontaktoplysninger på Messenger, mail og andre sociale medier, lyder påstanden i mailen.
Her fremgår også en adgangskode, som modtageren af mailen på et tidspunkt har brugt.
Politiet: Fup og fidus
Nordsjællands Politi har modtaget over 20 anmeldelser om forsøget på afpresning siden fredag.
- Vi har ikke fået nogen anmeldelser om, at der er blevet delt videoer, så det er vores opfattelse, at der er tale om fup og fidus, siger John Christensen, vicepolitiinspektør ved Nordsjællands Politi.
Her er opfordringen klar:
Man skal ikke betale penge, man skal ignorere eller slette mailen, og så kan man med fordel køre antivirusprogrammer og sætte tape for kameralinsen på computeren, hvis man er nervøs.
Også anmeldelser i Jylland
Afpresningsforsøget er også nået til Østjylland, hvor DR Nyheder har kendskab til i hvert fald en anmeldelse af afpresningsforsøget.
Og hos Nordjyllands Politi kender man også til mailen. Politikredsen har modtaget én anmeldelse.
- Som med alt andet af den slags, så skift dit password, hvis det opgivne password er rigtigt, og slet mailen. Og husk fornuften!, lyder det i dag på Twitter fra Nordjyllands Politi.
Afsender giver to muligheder
DR Nyheder har set den lange mail, hvor afsenderen på engelsk giver modtageren to muligheder:
"Mulighed ét er at ignorere denne mail. Lad mig fortælle dig, hvad der sker, hvis du vælger den vej. Jeg vil helt sikkert sende videooptagelsen med dig til alle dine kontakter - heriblandt dine venner og familie, dine kolleger og mange andre."
Afsenderen gør det klart, at personen vil blive ydmyget, når alle i omgangskredsen får nys om de "frække detaljer".
"Anden mulighed er at betale de 2.900 dollar (cirka 18.000 kroner, red.). Vi kan kalde det her mit privatlivstip. Lad mig fortælle dig, hvad der sker, hvis du vælger den her vej. Din hemmelighed forbliver din hemmelighed. Jeg vil slette videoen med det samme. Du kan fortsætte din hverdag, som om intet var hændt."
I mailen gør afsenderen det klart, at han har sikret sig, at mailen ikke kan spores tilbage til ham.
Spor ender i udlandet
Ifølge Nordsjællands Politi står flere forskellige afsendere bag mailen, som er formuleret på engelsk.
- Vi kan konstatere i en del af sagerne, at sporene ender i udlandet, og det gør det ret svært at efterforske, siger vicepolitiinspektør John Christensen fra Nordsjællands Politi.
Politiet ved derfor ikke, hvem der står bag fupmailene, og om der er tale om samme bagmand.