Fyret efter bemærkning om tørklæde

Danmark får nu en omvendt tørklædesag. Årsagen er, at en kvindelig Kvickly-ansat blev fyret efter at have kaldt en muslimsk ansat, der havde tørklæde på, for "hættemåge".

En kvindelig Kvickly-ansat blev fyret efter at have kaldt en muslimsk kollega for "hættemåge". (© DR)

Danmark får nu en "omvendt" tørklædesag, skriver Jyllands-Posten.

Fagforbundet HK har før anlagt sager, fordi butikker har nægtet indvandrer-kvinder at gå med tørklæde på jobbet.

Nu anlægger HK sag mod landets største detailhandelsvirksomhed, COOP Danmark.

Årsagen er, at en kvindelig Kvickly-ansat blev fyret, da hun bemærkede "jeg vidste ikke, at vi havde hættemåger ansat", da hun så en muslimsk kollega med firmatørklæde på.

Den forseelse takserede COOP til racisme og bortvisning fra arbejdspladsen.

Nedsættende bemærkning

- En bortvisning er et drastisk skridt, men det var en nedsættende bemærkning over for en medarbejder, der tilhører en minoritet, siger Anders Terp-Hansen, der er vilkårschef i Coop Danmark.

- Der skal være plads til mangfoldighed i vores butikker, og så er det lige meget, om man har en anden seksualitet, tro eller noget helt tredje, tilføjer Anders Terp-Hansen.

Sagen blev egentlig anlagt ved retten i Glostrup, men er flyttet til en højere retsinstans, Sø- og Handelsretten, fordi begge parter anser den for principiel.

Facebook
Twitter