Fyrværkere bag illegalt fyrværkeri

Det meste illegale fyrværkeri er importeret lovligt af de 451 danske fyrværkere, der har fået en god handel ud af at sælge krysantimumbomber illegalt, skriver Nyhedsavisen.

Fyrværkerne med særtilladelse køber årligt op mod 100 tons sprængfarligt fyrværkeri fra Kina. (Foto: DR © DR)

To politikredse er på vej med sager mod fyrværkere for at have solgt illegalt fyrværkeri ud af bagdøren til almindelige danskere.

Samtidig laver Sikkerhedsstyrelsen en særlig indsats for at rydde op hos de 451 fyrværkere, der har tilladelse til at fyre kanonslag og fyrværkeribatterier af. Det skriver Nyhedsavisen.

Mafiaagtigt netværk

Fyrværkerne med særtilladelse køber årligt op mod 100 tons sprængfarligt fyrværkeri fra Kina. Mistanken er, at de sælger mange kanonslag til kolossale priser gennem et mafiaagtigt netværk.

- Der er ingen tvivl om, at der er brodne kar i branchen. Derfor har vi bedt om en lageropgørelse fra hver eneste. Hvad vi derudover gør, holder vi hemmeligt, siger kommunikationskonsulent Dorthe G. Rasmussen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Uddannelse på to dage

Fyrværkerne har en uddannelse på to dage og må som de eneste i Danmark bruge kanonslag og krysantemumbomber. De skal dog føre logbog over, hvad de bruger for myndighederne. Men den kan der svindles med.

Der er nemlig langt fra arbejde til alle. Derfor har flere kastet sig ud i den illegale branche. I november blev to af dem afsløret af DR i at sælge illegalt fyrværkeri. Herunder direktøren for Fyrværkerifabrikken JKS, som solgte krysantemumbomber, der har sprængt hovedet af en mand.

- Ingen har styr på fyrværkerne - selvom hele branchen ved, at de står for næsten alle ulovlige kanonslag til Danmark, siger Niels Erik Søndergaard, leder af Fyrværkerikampagnen.

Facebook
Twitter