Fyrværkeri: Sådan er reglerne i dag og frem til 1. januar

Hvor meget fyrværkeri må du opbevare, og hvornår må det skydes af ? Læs mere nedenunder.

Fra i dag og til og med den 1. januar kan du skyde fyrværkeri af. (Arkivfoto). (Foto: ukendt © Scanpix)

Allerede fra i dag kan du fyre en nytårsraket af og se den flotte sig på himlen.

Reglerne om køb og brug af fyrværkeri, der er fra 2014, er værd at genopfriske. Nedenunder kan du få overblikket.

1

Du kan købe nytårsfyrværkeri fra 15. december

Du har god tid til at køre kreditkortet igennem for at sikre dig raketter, sole og batterier til nytårsaften.

Det er tilladt at købe fyrværkeri i perioden 15.-31. december. Kun folk over 18 år kan købe det. Unge mellem 15 og 18 år må dog købe knaldhætter, isfontæner og lignende.

Du kan finde flere oplysninger på borger.dk

2

OK at fyre 'krudtet' af i seks dage

Reglerne siger, at det er tilladt at anvende fyrværkeri i dagene 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt at bruge fyrværkeri.

Vil du fejre en rund fødselsdag eller et bryllup med fyrværkeri på et andet tidspunkt på året, skal du kontakte en festfyrværker. Læs mere om dem hos Sikkerhedsstyrelsen.

3

Maksimalt fem kilo NEM fyrværkeri derhjemme

Som privatperson må du maksimalt opbevare fem kilo NEM-fyrværkeri i dit hus eller din lejlighed. NEM angiver, hvor meget krudt, der er i fyrværkeriet.

Hvis du ønsker at opbevare større mængder fyrværkeri, skal du søge om tilladelse hos det kommunale beredskab.

Fem råd om at bruge fyrværkeri

  • Brug altid beskyttelsesbriller

  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

  • Gå aldrig tilbage til en fuser

  • Kilder: Sikkerhedsstyrelsen og borger.dk