Fyrværkeribatterier skaber panik over hele landet

Mange læsere har oplevet, at deres Solopgang-batterier fra T. hansen er gået amok.

Lars Nygaard Rasmussen fra Hvidovre måtte flygte, da hans batteri fra T. Hansen pludselig begyndte at skyde kugler ud gennem siden. (© DR)

Over hele landet oplever folk, at fyrværkeribatteriet 'Solopgang' fra T. Hansen går i stykker.

I løbet af nytårsdag og -nat har DR Nyheder fået henvendelser fra flere danskere, som har oplevet, at fyrværkeribatterierne fra T. Hansen er begyndt at skyde kugler ud gennem siderne i stedet for op i luften.

Siden klokken 22 nytårsaften har 19 læsere skrevet til DR, at de i løbet af aftenen og natten har haft problemer med fyrværkeribatterier fra T. Hansen.

Enkelte læsere beskriver, at batterierne har forårsaget mindre personskader, mens andre forklarer, at de har måttet søge skjul for batteriernes skud.

En af dem er Lars Nygaard Rasmussen fra Hvidovre, som troede han skulle have en hyggelig aften sammen med sine børn.

- Det var helt sindssygt. Det sprang ud til alle sider, og vi var nødt til at kaste os ned bag bilerne, fortæller han.

Troede ikke det var så slemt

Lars Nygaard Rasmussen var blevet advaret om, at batterierne var farlige, men han havde ikke forestillet sig, at det kunne gå så galt.

- Vi troede, at det nok var et enkelt eller to tilfælde, men batteriet reagerede fuldstændig som de andre.

- Den skød ned langs jorden hele vejen rundt om batteriet, så skuddene fløj om ørene på mig. Jeg nåede at sige til min kone og børn, at de skulle gemme sig indenfor, mens jeg lagde mig ned bag bilen.

Mange henvendelser

DR har også modtaget en henvendelse fra Claus Nielsen i Aalborg, som også oplevede, at hans batteri begyndte at skyde kugler ud gennem siderne.

(© Privatfoto)

Det samme gælder Thomas Sørensen fra Frederiksberg, Svend Erik Jensen fra Hobro, Torben Larsen fra København S, Martin Larsen i Albertslund og Ghita Uldbæk fra Frederiksberg, som alle har haft uheldige oplevelser med "solopgang"-batteriet.

En anden læser ved navn Stig Ingelsson har også oplevet et batteri fra T-hansen, som gik amok. Denne gang var det et batteri af mærket 'Jordskælv'.

- Det affyrede de første par skud vandret og ramte min svigerinde på låret på fem meters afstand, skriver han i en mail til DR Nyheder.

På trods af beretningerne om defekte batterier har T. Hansen understreget overfor DR Nyheder, at deres fyrværkeri lever op til alle regler og har bestået alle de nødvendige test.

Facebook
Twitter