Gågader ruster sig til stort rykind med udvidede åbningstider

Mens storcentre ærgrer sig, kan gågader og små butikker se frem til travle dage.

Danskernes julehandel blev i går vendt på hovedet, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde meddelte, at storcentre fra i dag skal holde lukket.

Omvendt må butikker, der ligger på strøggader fortsat holde åbent. I dag har gågade-butikker og handelsforeninger landet over travlt med at omstille sig til den nye virkelighed.

- Vi forventer stor travlhed på gågaden, fortæller citymanager Michael Kongsmark fra City Horsens, der repræsenterer godt 80 gågadebutikker.

- De, der normalvis ville være gået i centeret og handle deres julegaver, må jo herud og handle, siger han.

Han frygter ikke, at en juletravl gågade kan føre til øget smittespredning.

- Nu er vi så heldigt stillet, at vi har en gågade, der kan håndtere det her. Den er så dejlig bred, stor og rummelig, så der er ingen problemer, siger han. Flere butikker har også hyret vagter til at sikre, at folk holder afstand.

Indtil videre har fire af butikkerne på gågaden i Horsens valgt at udvide åbningstiden fra klokken 19 til 21, oplyser Michael Kongsmark.

Boghandel åbner tidligere

Også i Kolding, hvor et af landets allerstørste centre ligger, forventer citychef Mette Schumacher stort corona-rykind i midtbyen.

- Vi skal kunne klare det tryk, der vil komme, så vi udvider åbningstiderne fra i morgen, siger hun. Også i Kolding har flere butikker hyret "afstands-vagter".

I Hjørring må Bog & Ide i Metropolcenteret holde lukket, mens har Betty Mogens Boghandel på gågaden har besluttet at udvide åbningstiden.

- Vi forsøger at sprede julehandlen, så vi holder åbent fra 8 til 18 alle dage indtil jul. Vi holder afstand og passer på hinanden, skriver boghandlen på Facebook.

Til DR oplyser handelschef i Hjørring Handel, Rikke Ejsenhardt, at man endnu ikke har besluttet, om alle butikker skal udvide åbningstiderne.

- Mange er villige til at holde ekstra åbent, hvis der behov for det, men jeg tror, vi lige afventer og ser hvordan dagen i dag går, siger hun.

Magasin: Meget træls

I Fredericia forventer chefkonsulent i Business Fredericia, Lene Bach Jørler, at der bliver mange nye kunder.

- Vi skal jo samtidig købe ind til nytårsaften, fortæller hun.

Imens ærgrer man sig i de store centre, som normalt oplever et omsætningsboom i juledagene.

- Vi forstår udemærket situationen og den alvor, den har i sig, men vi er selvfølgelig ærgerlige alligevel, siger Claus Brændgaard, centerchef for Bruuns Galleri i Aarhus.

Også i Magasin i København ærgrede retaildirektør Frederik G. G. G. Nielsen sig, da han så statsministerens pressemøde i går.

- Jamen, jeg syntes da, at det var meget, meget træls både for vores kunder og vores medarbejdere. Jeg tænker, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at følge de restriktioner, som vi har fået forelagt, siger han. Pakkeudleveringen i Magasin vil dog forsat være åben, fortæller han.

Udskifter vinduer med døre

To butikker i et center i Holstebro forvandler sig med nye døre til gadebutikker. (Foto: Mona Aaberg)

To butikker i Nørreport-centeret i Holstebro har dog fundet en kreativ løsning. I dag udskiftede en tøjbutik og en guldsmed deres vinduer ud til gaden med døre, så de fortsat kan holde åbent. Bjarne Jeppesen, medindehaver af tøjbutikken Mr, gik allerede efter pressemødet i gang med at skaffe en håndværker.

- Vi har stor respekt for, at vi i den her situation med en pandemi er nødt til at tage forholdsregler. Men vi har det sådan, at hvis vi har mulighed for på lovlig vis at holde butikken åbent, så vil vi gerne, fortæller han DR's reporter på stedet.

- Vi skal ikke lægge skjul på, at det også har et økonomisk aspekt. For os er det den vigtigste salgsuge på hele året, siger han.

Bjarne Jeppesen skønner, at hans butik fra nu af og til juleaften normalt har over 1.600 kunder.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter