Gade ved synagoge afspærret efter demo

Krystalgade med den jødiske synagoge i København blev afspærret, da potentielle uromagere nærmede sig.

Krystalgade med den jødiske synagoge i København blev fredag aften afspærret i nogle minutter, da potentielle uromagere nærmede sig.

Ifølge politiet gik "mellem 10 og 20 utilpassede unge" ad Købmagergade, der støder op til Krystalgade.

De unge havde forinden deltaget i en demonstration mod Israels fremfærd i Gaza. Demonstrationen, der endte på Christiansborg Slotsplads, forløb i øvrigt fredeligt.

- Men vi så det som et risikomoment, da gruppen nærmede sig Krystalgade, som vi derfor spærrede af i begge ender. Nogle blev afvist, da de ville ind i gaden, men afspærringen stod kun på i minutter, siger John Hansen, central vagtleder for Københavns Politi.

Flokken af unge forsvandt uden at komme ind i gaden. Nogle af dem blev senere anholdt på Vesterbro blandt andet for hærværk.