Gadebande genopstået i Odense

En gammel kriminel bande er vakt til live i Odense-bydelen Vollsmose Fyn. Banden hedder Black Ghost og ses som et modtræk mod rockerne og andre bander.

En bande, der har været i dvale, er vakt til live igen i Vollsmose nær Odense.

Den kriminelle bande Black Ghost genindtræder i disse dage på den fynske bandescene som et modsvar til Hells Angels støtteklub AK81.

Ifølge DR Nyheders oplysninger deltog en lang række indvandrer bandemedlemmer i oprettelsen af Black Ghost - her i blandt en del folk fra den sjællandske bande Bloodz fra Hundige.

- Black Ghost er synlige i form af T-shirts og jakker. Vi ved, banderne er der, for vi får jo vores rapporteringer fra vores patruljer, der arbejder i nattelivet, siger vicepolitiinspektør fra Fyns politi Kirsten Fischer.

Kendt siden foråret 2008

Banden Black Ghost, som udspringer af det kriminelle miljø omkring Odense-bydelen Vollsmose, blev første gang set i bandemiljøet i foråret 2008.

Ifølge Rigspolitiets banderapport, som kom i tirsdags, så mente politiet faktisk, at Black Ghost gik i sig selv igen i efteråret på grund af intern uenighed.

Men nu er gruppen blevet genetableret.

På deres T-shirts står der ud over ordet "Black Ghost" også Danmark - med direkte reference til, at der på ryggen af en hver HA-rocker står Denmark.

Politiet holder øje

- Der er en årsag til, når man udadtil manifesterer sig som gruppe, og det skal være synligt, at man tilhører det her kriminelle fællesskab, som det i realiteten er, så det holder vi øje med, siger vicepolitiinspektør Kirsten Fischer.

Black Ghost's hovedmodstander anses for at være Hells Angels støttegruppe AK81.

Der har været flere sammenstød mellem rockere og andre bander i Odense i løbet af efteråret.

Men Black Ghost vender sig ifølge DR Nyheders oplysninger imod andre indvandrer bander. Deres allierede Bloodz ligger i forvejen i væbnet konflikt med banden Black Cobra fra Københavns Vestegn.

Facebook
Twitter