Gades pressechef sendte oversættelse til DR

Forsvarsministeriet har i forbindelse med undersøgelsen af computerne i forsvarskommandoen fundet ud af, at Forsvarsministerens pressechef Jacob Winther har sendt en kopi af den arabiske oversættelse af jægerbogen til DR's politiske medarbejder Bent Stuckert.

Forsvarsminister Søren Gade og pressechef i forsvarsministeriet, Jacob Winther (Foto: Erik Lantung © Scanpix)

Forsvarsministeriet har i forbindelse undersøgelsen af computerne i forsvarskommandoen fundet ud af, at Forsvarsministerens pressechef Jacob Winther har sendt en kopi af den arabiske oversættelse af jægerbogen til DR's politiske medarbejder Bent Stuckert.

Det oplyser Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen til DR Nyheder.

Så sent som i formiddag afviste forsvarsministeren, at ministeriet havde noget med lækken at gøre.

Stuckert: Ingen kommentarer

Men nu viser en logfil fra forsvarsministeriet ifølge departementschef Lars Findsen, at pressechefen har sendt et dokument med den arabiske oversættelse til DR, som er et af de medier, der har fået oversættelsen. det oplyser John Dyrby Paulsen.

- Det her er en helt ny oplysning, som yderligere belaster forsvarsministeriet og ministeren, som nu må siges at være dybt involveret, siger John Dyrby Paulsen.

Bent Stuckert har ingen kommentar til, hvorfra han har modtaget oversættelsen.

Winther: Jeg kom til det

- Jeg kan i bagklogskabens lys se, at det var dumt gjort. Men det var en fejl, at jeg vedhæftede word-dokumentet på mailen, forklarer Jacob Winther til B.T.

Jacob Winther forklarer, at han havde modtaget word-dokumentet med oversættelsen klokken 14.02 fra Forsvarskommandoen efter, at det var lagt ud på bt.dk.

- Jeg fik word-dokumentet sammen med et link til den hjemmeside, hvor oversættelsen angiveligt skulle ligge. Der efter ringer så en journalist fra DR, der vil vide, hvad adressen er på hjemmesiden, hvor den arabiske oversættelse ligger. Jeg vil så sende linket, men kommer til at sende oversættelsen med, siger Jacob Winther.

Facebook
Twitter