Tre børn og to voksne blev ved middagstid ramt, da en væg med garderobe væltede ned over dem i Rødkærsbro børnehus mellem Viborg og Silkeborg.
- Der er tale om en fritstående væg med garderobe til børnene på den ene side. Den giver efter og vælter ned over de to voksne og tre børn, fortæller vagtchef Anders Olesen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
En femårig pige og to drenge på fire og fem år samt to pædagoger er bragt til Viborg Sygehus.
Ifølge vagtchefen har nogle af dem muligvis fået knoglebrud, men ingen af dem skulle være kommet alvorligt til skade.
- Kommunen har sendt et kriseteam, som tager hånd om forældrene og personalet på institutionen, siger Anders Olesen.
Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at undersøge uheldet nærmere og fastslå, hvad der gik galt.
Børnehuset i Rødkærsbro er helt nyt. Ifølge dets hjemmeside blev det taget i brug 1. december sidste år.
/ritzau/