Gaza-demonstranter kaster sten mod politiet - i København

Demonstranter kommer i klammeri med politiet under Gaza-demonstration i København.

En demonstration i København har torsdag aften udviklet sig urolig.

Demonstrationen blev afholdt i protest mod den seneste uges israelske angreb på Gazastriben dagen efter, at Israel og militante palæstinensere blev enige om en våbenhvile.

Omkring 800 demonstranter samledes klokken 17 på Christiansborg Slotsplads.

Omkring klokken 19 fortsatte halvdelen ud over Knippelsbro.

- Det var først aftalen, at de skulle gå til Udenrigsministeriet, men det blev lavet om, så de i stedet skulle gå til Christianshavns Torv, fortæller vagtchef Jens Kristiansen, Københavns Politi.

Sten og kanonslag

På vej over broen satte flere demonstranter i løb med kurs mod Udenrigsministeriet. Men de blev stoppet af ordensmagten.

- De blev mødt af en af vores gruppevogne, og der blev kastet nogle sten og kanonslag mod bilen, men ingen kom til skade, fortæller Jens Kristiansen.

De vrede demonstranter har efterfølgende forladt området. Politiet har ikke foretaget anholdelser i forbindelse med urolighederne.

Afviser ansvar

Arrangørerne af demonstrationen, Palæstinensisk Ungdom, skriver i en mail til dr.dk, at man ikke havde noget stenkastene at gøre. Der var tale om en anden gruppering af unge, der valgte at dukke op til demonstrationen.

- Vi er rigtig kede af, at vores fredlige demonstration skal sammenkobles med disse ballademagere, som hverken har Gaza eller andre af demoens formål i tankerne. De er blot en flok utilpassede unger, som skulle være blevet hjemme. Vi tager skarpt afstand fra deres opførsel, skriver en talsmand for Palæstinensisk Ungdom til dr.dk.

Facebook
Twitter