Geder og høns blev et julegavehit i år

Der er blevet givet geder, bisværme og høns for 9.5 millioner kroner som julegaver i år. Dermed kan Folkekirkens Nødhjælp sende husdyr ud til titusindvis af fattige familier rundt om i verden.

Danskerne har vist sig at være helt tossede med at give geder som nødhjælpsgaver til jul i år. (Foto: Folkekirkens Nødhjælp © Folkekirkens Nødhjælp)

Man skulle måske ikke tro, at geder kunne blive det store julegavehit herhjemme, men det er lige præcis, hvad de er blevet.

50.000 danskere har nemlig fået en ged, en flok høns, en bisværm eller en af de andre julegaver fra Folkekirkens Nødhjælps gavekatalog i år.

Hele tre ting

På godt en måned er der solgt gavebeviser for 9,5 millioner kroner til husdyr, medicinsk udstyr og fodbolde. Det oprindelige mål var at sælge gavekort for to millioner kroner.

- Geder er fantastiske som gaver, fordi de skaffer både mælk, gødning og skind. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på, at de ikke skal blive en belastning for miljøet. Og når vi giver en ged til en familie, bliver den vaccineret, og familien lærer, hvordan skal passes, så den ikke dør eller spiser afgrøderne, forklarer generalsekretær Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp.

Den konkrete gave

Det er organisationens kampagne "Giv en ged", der i høj grad har talt til danskernes samvittighed og pengepung denne jul.

Konceptet er nemlig, at man i stedet for et pengebeløb til Folkekirkens Nødhjælp køber noget så konkret som et husdyr til en fattig familie i den tredje verden.

Geden var mest populær

Geden, der lagde navn til kampagnen, har været den absolutte bestseller i Folkekirkens Nødhjælps katalog, selvom der også blev afsat mange andre gaver. Der er for eksempel solgt 14.090 hønseflokke, 2.827 køkkenhaver og 2.608 bisværme.

De første familier har i øvrigt allerede fået deres geder. Over16.000 geder er på vej ud til familier i Malawi, Etiopien, Zambia, Uganda, Sudan, Sri Lanka og Indien.

Facebook
Twitter