Genåbning i dag splitter eksperter: Kan vi mentalt vænne os til et mere normalt liv?

Genåbningen sker med hastige skridt, men spørgsmålet er, om vi mentalt kan følge med.

Er danskerne klar til at forlade trygheden med et liv i hjemmet og hoppe tilbage i det normale liv? Eksperter er uenige. (Illustration: Sofie Jackson Bangsgaard) (© DR Nyheder)

I dag er endnu en stor genåbningsdag, og nu er det meste faktisk mere eller mindre åbent.

Vi kan igen tage i badeland med ungerne, og kontrollen af coronapas vil nu kun ske som en stikprøvekontrol, hvis du kaster dig over for eksempel et spil squash i foreningsregi.

Desuden hæves forsamlingsloftet. Fremover kan vi mødes 50 personer indendøre og 100 personer udenfor.

Men er vi overhovedet mentalt klar til at stå blandt 49 andre mennesker til en privatfest og nyde en iskold øl uden dårlig coronasamvittighed?

Nej, mener professor ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen. Han er leder af HOPE-projektet, som har undersøgt danskernes adfærd under coronapandemien. Han forudser, at der vil gå lang tid før, vi er klar til at vende tilbage til "et normalt liv", selvom restriktionerne egentlig på flere områder tillader det.

- Hvis vi kigger på vores adfærd under pandemien, har det været en relativt langsom tilbagevending til "det normale". Det er ikke sket i ”hop”, der har fulgt genåbningerne.

- Det tyder jo på, at det ikke er sådan, at vi bare står klar og venter på et 'go' fra politikerne, og så løber vi ud i det genåbnede samfund, siger Michael Bang Petersen.

Mens der muligvis vil være forskel på, hvor klar de forskellige aldersgrupper er på at kaste sig fuldt ud i de dele af samfundet, der genåbner, så vil der gå måneder, inden vi mentalt slipper tankerne om, at for eksempel store, indendørs forsamlinger er "forkerte".

- Jeg tror, at vi skal hen på den anden side af sommeren, før folk for alvor er klar til at kaste sig ud i det liv, vi kendte inden corona.

Adfærdsforsker: - Vi er hurtigt tilbage

Noget anderledes er vurderingen fra lektor og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet. Han giver det ikke lange udsigter, inden vi ikke længere forbinder en 50-personers festivitas eller en tur i en sauna med noget "forbudt".

- Det er bare indtil, du får de første par øl.

- Det er helt rigtigt, at man vil opleve, at noget er anderledes, men så går der ganske kort tid, så har du vænnet dig til det, fortæller han.

Fra i dag er det udendørs forsamlingsloft på 100 personer. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Selvom femten måneder med skiftende restriktioner har sat sine spor på den måde, vi tænker og handler på, så skal der mere end en pandemi til at slå vores gamle vaner ud af kurs, siger han.

- Der sker faktisk ikke så meget under sådan en pandemi. Vi er enormt gode og hurtige til at justere vores adfærd alt efter, hvilken situation vi står i. Hvis du spiller en fodboldkamp, har du jo intet problem med at sætte en tackling ind, men når I skal have en rød pølse bagefter, kunne du aldrig finde på at tackle en for at komme foran i køen, fortæller Pelle Guldborg Hansen.

Kast dig ud i det

Et sted er begge eksperter dog enige. Der er en nemlig en grund til, at vi nu letter restriktioner og lader flere personer mødes.

- Spring ud i det. Det bliver ikke så slemt, som du lige tænker. Vi er lynhurtige til at tilpasse os, og alt det, der har været "forbudt" i månedsvis vil hurtigt komme til at føles normalt igen, siger Pelle Guldborg Hansen.

Selvom Michael Bang Petersen forudser, at der vil gå længe tid, inden vores adfærd igen ligner den, vi havde før pandemien ramte os, så kan han godt tilslutte sig Pelle Guldborgs råd om at kaste sig ud i de ting genåbningen tillader.

- I den udstrækning det er inde for forsamlingsforbuddet, og det er smittemæssigt forsvarligt, så vil jeg sige "kast jer ud i det".

- Jeg tror, at når vi først er i situationen, så kommer vi hurtigt tilbage i de vante gænger, men det handler om, i hvilken grad vi opsøger og skaber situationerne, siger Michael Bang Petersen.

Professor Michael Bang Petersen står bag HOPE-projektet, som siden pandemiens begyndelse har holdt øje med befolkningens syn på restriktioner. (Foto: Mia Ulvgraven Aarhus Universitet)

Og kigger man på Michael Bang Petersen og resten af HOPE-projektets undersøgelser, så er der alt mulig grund til at udnytte de muligheder genåbningen giver.

- Vi kan jo se, at der er ensomhed og mistrivsel derude. Og det kan en tilbagevenden til et mere socialt liv sikkert hjælpe på.

Facebook
Twitter