Genbo blev vækket af eksplosion: Hele bygningen rystede nærmest

En voldsom eksplosion har ramt et pizzeria i Vanløse tidligt i morges.

Politiet fik anmeldelse om en eksplosion kl. 5.40 og var hurtigt mødt talstærkt op på adressen på Jyllingevej.

Javed Azeze fik sig en voldsom opvågning her til morgen, da et kæmpe brag sendte rystelser igennem hele hans bygning, helt op til tredje sal, hvor han sov med sin søn.

- Ved omkring halv seks-tiden hører vi et kæmpe brag. Der gik et par minutter, før det gik op for mig, at jeg hellere måtte tjekke, hvad der var sket. Jeg troede, det var naboen, for hele bygningen rystede nærmest.

Eksplosionen kom fra det pizzeria, der ligger lige overfor Javed Azezes lejlighed på Jyllingevej i Vanløse i København.

- Det var virkeligt højt og meget skræmmende. Jeg gik ud, og der lå bare glasskår over det hele. Hele pizzeriaets facade var blæst ud, fortæller han.

I Javed Azezes nabobygning fik Thomas Jensen også en brat morgenvækning, da eksplosionen ramte omkring halv seks.

- Jeg tænkte ”hvad fanden er det”. Det var simpelthen så højt, jeg blev nødt til lige at stå op at se, hvad det var. Jeg kunne ikke se noget – jeg troede, det var tåget udenfor, men så kunne jeg se, det var rent faktisk røg, og der var nogle biler og en bus, der var stoppet nede på gaden.

Der er intet, der tyder på, at der er tilskadekomne efter morgenens eksplosion, oplyser politiet. (Foto: Presse-fotos.dk/Scanpix 2019) (Foto: Presse-fotos.dk © Scanpix)

Undersøger om der ligger en forbrydelse bag

Politiet fik anmeldelsen om en eksplosion kl. 5.40 og var kort tid efter talstærkt tilstede på adressen med brandfolk, kriminalteknikere og bombehunde.

- Det ser voldsomt ud, men det har også været en større eksplosion. Vi er nu ved at undersøge, om der ligger en forbrydelse bag, lød det tidligt i morges fra vicepolitiinspektør i Københavns Politi Rasmus Agerskov Schultz.

DR's reporter på stedet, Camilla Faurholdt-Löfvall, fortæller, at vinduespartiet i pizzeriaets facade er fuldstændigt smadret, og at eksplosionen også er gået ud over facade og vinduer i bygningerne overfor, hvor Thomas Jensen og Javed Azeze bor.

Thomas Jensen fik da også et chok, da han lidt senere på morgenen, kom ud på gaden.

- Der tænker man, det måske er lidt mere alvorligt. Man begynder at tænke, om det her kunne være en bombe – der er bomberyddere, der er meget politi. Jeg ved ikke, hvor voldsomt det ville være, hvis det var en gaseksplosion.

Politiet: Find alternative ruter

Morgenens eksplosion har også fået konsekvenser for trafikken. Politiet oplyser, at Jyllingevej er komplet spærret for trafik ved Ålekistevej og ned til Jernbane Allé på grund af politiarbejdet, der vil tage det meste af formiddagen. De opfordrer til at finde alternative ruter i morgentrafikken.

Det er endnu uvist, om der ligger en forbrydelse bag eksplosionen. Politiet oplyser på twitter, at der holdes pressebriefing kl. 10.30.