Generalløjtnant Bisserup er ny forsvarschef

Bjørn Bisserup afløser den nuværende forsvarschef Peter Bartram.

Generalløjtnant og nuværende chef for Forsvarsstaben, Bjørn Bisserup, bliver ny forsvarschef efter Peter Bartram, som stopper til januar. ARKIVFOTO. (Foto: Bjarne Luthcke © Scanpix)

Danmark skal have en ny forsvarschef, og valget er faldet på den 56-årige generalløjtnant Bjørn Bisserup.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse, hvor forsvarsminister Peter Christensen (V) udtaler:

- Jeg er overbevist om, at Bjørn Bisserup er den helt rigtige til at stå i spidsen for Forsvaret i den kommende periode. Jeg har lært Bjørn at kende som fagligt meget kompetent, engageret og hårdtarbejdende, udtaler ministeren ifølge pressemeddelelsen.

Bjørn Bisserup har tidligere været chef for forsvarsstaben i den daværende Forsvarskommando.

- Jeg er beæret over, at forsvarsministeren har udpeget mig som forsvarschef. Jeg ser meget frem til at stå i spidsen for de tusindvis af dygtige mænd og kvinder i Forsvaret, som dagligt både ude og hjemme løser vigtige opgaver for Danmark, udtaler Bjørn Bisserup i pressemeddelelsen.

Bjørn Bisserup afløser den nuværende forsvarschef Peter Bartram. Officielt tiltræder den nye forvarschef den 10. januar 2017.

Om den nye forsvarschef:

  • Bjørn Bisserup er 56 år og har tidligere været chef for forsvarsstaben i den daværende Forsvarskommando.

  • Han startede på Hærens Officersskole i 1982 og har siden haft en lang karriere i Forsvaret bl.a. som chef for kampvognseskadronen ved det Danske Livregiment og som bataljonschef i Den Kongelige Livgarde.

  • Bjørn Bisserup har som chef for forsvarsstaben sammen med de seneste to forsvarschefer stået i spidsen for implementeringen af de to seneste forsvarsforlig.

  • Han har endvidere en fortid som både afdelingschef og kontorchef i Forsvarsministeriet inden for områderne internationale og nationale operationer, materiel, forsvarsplanlægning og efterretningstjeneste i tiden, hvor Danmark deltog i krigene i Irak og i Afghanistan.

  • Kilde: Forsvarsministeriet

Rettelse: Tidligere fremgik det, at Bjørn Bisserup har rang af generalmajor. Den kommende forsvarschef er generalløjtnant. Fejlen er rettet.

Facebook
Twitter