Den omfattende ghettoplan, der ventes vedtaget i Folketinget i dag og skal modvirke parallelsamfund i udsatte boligområder, risikerer blot at skubbe de sociale problemer videre til et nyt sted.

Et af kravene i planen er, at andelen af almene familieboliger i ghettoer, der har været på regeringens ghettoliste de seneste fire år, skal nedbringes til 40 procent inden 2030.

Det kan for eksempel ske ved salg af nogle af de almene familieboliger eller ved at omdanne dem til ældre- eller ungdomsboliger. Lykkes det ikke, skal boliger rives ned, indtil kravet er opfyldt.

Nyere forskning fra Holland viser dog, at indsatser med nedrivning og nybyggeri i de udsatte boligområder indskrænker beboernes mulighed for at finde et andet sted at bo, og til sidst ender de med at klumpe sig sammen igen i andre udsatte områder.

- I forhold til Holland taler man om vandsengs-effekten. Når du ligger i en vandseng, skvulper vandet over i den anden side. Så du har ændret beboersammensætningen i et specifikt område, men folk er flyttet til naboområder, hvor der sker en koncentration igen, siger Rikke Skovgaard, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut.

Begrænsede valgmuligheder

Hun har kigget nærmere på erfaringerne fra Holland, der i flere år har arbejdet med mange af de tiltag, der nu ligger i den nye ghettoplan.

Erfaringerne viser blandt andet, at det ikke er nogen magisk tryllestav at rive bygninger ned for at løse problemerne i de udsatte boligområder.

- Vi har at gøre med mennesker, der bor i de her områder, blandt andet fordi at de har begrænsede valgmuligheder. De kan ikke vælge at flytte i ejer- eller andelsbolig.

- Så når de ikke længere skal bo der, så skal de finde noget nyt, og det vil typisk blive en anden form for almen bolig. Derfor er der risiko for, at de igen samles nye steder, som så bliver morgendagens udsatte boligområde, siger Rikke Skovgaard.

Loven definerer et boligområde som en ghetto, hvis andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent. Dertil kommer en række andre kriterier som beskæftigelse, kriminalitet, uddannelsesniveau og indkomst.

Dermed risikerer en lang række boligområder, som ikke er ghettoer i dag, netop at blive det, når nedrivningen for alvor går i gang, vurderer Rikke Skovgaard.

- Det kan være, at områderne inden da har ligget en smule under grænseværdierne, men når de modtager udsatte borgere fra de områder, man river ned i, så kommer de næste gang til at være over grænseværdierne, siger seniorforskeren.

Et notat fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i marts viste, at regeringens ghettoplan medfører et genhusningsbehov på i værste fald op imod 11.026 husstande i hele landet, hvis der højest skal være 40 procent almene familieboliger.

En ny tillægsaftale åbner for, at mindre områder, hvor kriminaliteten ikke er for høj, kan nøjes med at rive færre boliger ned. Præcis hvor mange afgør boligministeren.

Desuden har en række kommuner allerede udarbejdet planer for flere ghettoområder, hvor de forsøger at mindske antallet af personer, der skal genhuses.

I sit arbejde med at kortlægge europæiske erfaringer med ufrivillig fraflytning i udsatte boligområder er Rikke Skovgaard også stødt på udfordringer for det enkelte individ, der ender med at blive flyttet væk fra et område.

- Nogle individer får en væsentligt bedre boligsituation, men de kommer fra virkelig dårlige boligvilkår, for eksempel i England hvor de har levet med svamp og vand løbende ned ad væggene. Den slags boliger har vi ikke i den almene sektor i Danmark.

- Derfor er der begrænsede erfaringer med, at det betyder noget positivt for den enkelte beboer, der bliver flyttet. I dansk kontekst ændrer det ikke på den enkeltes "udsathed", at den pågældende flyttes til et andet område. De er lige så arbejdsløse og har lige så lidt uddannelse, som før de blev flyttet, siger Rikke Skovgaard.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt en skriftlig kommentar til kritikken fra Statens Byggeforskningsinstitut:

- Undersøgelsen fokuserer på "ufrivillig fraflytning" fra udsatte områder, men der er faktisk en stor naturlig og helt frivillig fraflytning fra de hårde ghettoområder på gennemsnitligt 12 procent om året. Når man kobler det med, at omdannelsen af de hårde ghettoer skal ske frem til 2030 betyder det, at den naturlige fraflytning i de fleste tilfælde vil være tilstrækkelig, skriver Ole Birk Olesen.

V: Kommuner og boligselskaber vil løse det

Venstres boligordfører, Carsten Kissmeyer, sætter sin lid til, at de boligselskaber, der eventuelt oplever en stor tilstrømning af beboere fra de udsatte boligområder som følge af nedrivning, går i dialog med kommunen om, hvordan boligmassen benyttes.

- Jeg tror, at erkendelsen af at problemet er der, vil betyde, at nogle adresserer det, også i det kommunale og hos boligselskaberne, siger han.

Men eksporterer I ikke bare sociale problemer til andre dele af kommunen med den her plan?

- Det afgørende er, at vi lige nu alle anerkender, at der er en udfordring i nogle af de store boligområder, hvor vi har en uheldig sammensætning af beboere. Det må vi adressere. Alternativet var, at vi ikke gjorde noget, og det vil være uhensigtsmæssigt, siger Carsten Kissmeyer.

Fra 2019 til 2026 udmøntes 10 milliarder kroner fra Landsbyggefonden til renovering, nedrivning, infrastrukturændringer, boligsociale indsatser og huslejenedsættelser i de udsatte boligområder.

Regeringen havde ellers lagt op til at hente 12 milliarder kroner i Landsbyggefonden, som lejere i hele landet - også uden for de udsatte boligområder - har betalt via deres husleje. Det er penge, der typisk bruges til renovering af almene boliger.

Bag ghettoplanen står regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet samt SF. Bliver det vedtaget, træder lovforslaget i kraft den 1. december.

Præcisering: Der fremgik tidligere en grafik i teksten, der byggede på tal fra et notat fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, der udkom i marts. De tal er i dag uaktuelle.