To gidsler døde under dansk befrielsesaktion

Det danske krigsskib Absalon befriede natten til mandag 18 gidsler, men to gidsler mistede samtidig livet. Sagen skal undersøges.

Det danske krigskib Absalon beskød natten til mandag et skib i Aden-bugten. Skibet havde flere gidsler ombord, og to af gidslerne døde efter at være hårdt såret. Årsagen til gidslernes død skal nu undersøges. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det danske krigsskib Absalon befriede natten til mandag 18 gidsler under en aktion mod pirater ud for Somalias kyst.

To af gidslerne døde kort efter aktionen, og Søværnets Operative Kommando (SOK) bekræfter, at de to gidsler mistede livet under selve aktionen.

Ikke danskere

Forsvarets Auditørkorps skal nu undersøge, om det er pirater eller Absalons besætning, der affyrede de skud, der slog gidslerne ihjel.

SOK kan endnu ikke oplyse, hvor gidslerne er fra. De er dog ikke danskere.

Absalon havde gennem flere dage holdt øje med et piratmoderskib ud for den somaliske kyst. Natten til mandag forsøgte piratmoderskibet at snige sig væk fra kysten.

Overgav sig efter skud

Da hverken opkald, anråb eller varselskud kunne bringe piratmoderskibet til standsning, fik Absalon tilladelse til at beskyde materiel om bord for at bringe skibet til standsning, oplyser Søværnets Operative Kommando.

De 17 formodede pirater overgav sig, og Absalons besætning tog kontrol med skibet.

To gidsler blev fundet hårdt såret, og selv med en hurtig assistance fra Absalons læge stod deres liv ikke til at redde.

Auditørkorps undersøger

De nærmere omstændigheder, der har ført til, at de to gidsler er omkommet, kendes endnu ikke. Derfor skal Forsvarets Auditørkorps undersøge de faktiske omstændigheder vedrørende hændelsen.

Det undersøges også, om de formodede pirater kan stilles for retten.

Det har tidligere været svært at få retsforfulgt pirater. For nylig måtte Absalon frigive 17 pirater, mens Kenya valgte at retsforfølge fire pirater, og Seychellerne tog sig af yderligere fire.

To danske søfolk sidder fortsat som gidsler hos somaliske pirater. Her har de siddet i over et år.

Det internationale samfunds samlede udgifter til bekæmpelse af piratproblemer med udgangspunkt i Somalia er omkring 40 milliarder kroner - langt det meste bliver betalt af erhvervslivet.

Facebook
Twitter