Glæde efter redning: Slagteriansatte investerer i egen arbejdsplads

Der er lettelse i fødevareforbundet NNF efter aftalen, som nu skal til afstemning blandt medarbejderne.

Slagteriet på Bornholm er en af øens største arbejdspladser. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Slagteriet i Rønne på Bornholm ser ud til at være reddet.

Danish Crown og Fødevareforbundet NNF har indgået en aftale, som indebærer, at medarbejderne investerer 3,5 procent af deres løn i et selskab, en såkaldt fritvalgsordning, der skal sikre øens slagteri.

- Jeg er utrolig glad for, at vi har kunnet blive enige om en aftale, der kan redde slagteriet i Rønne fra en lukning. Det har været helt afgørende for os, at har kunnet lave en aftale, der ikke indebærer, at vores medlemmer går ned i løn, men at de i stedet investerer i deres arbejdsplads, siger forbundsformand Ole Wehlast, Fødevareforbundet NNF.

Aftalen skal nu til afstemning blandt de 190 medarbejderne på slagteriet. Der er tale om en fem-årig aftale, som betyder, at medarbejderne vil være med at finansierer produktion, vedligeholdelse og drift af slagteriet.

Prop i udvikling

Modellen kan være et forgangseksempel for slagterier i resten af landet, mener NNF.

- Det her er et forsøg på at sætte en prop i en udvikling, der sender slagteri-job ud af landet. Forhåbentlig kan vi vende den triste udvikling med et sådan initiativ, siger Ole Wehlast, som er stolt over aftalen.

Vigtig sag for regeringen

En lukning af slagteriet ville få fatale konsekvenser for Bornholm. Derfor har Erhvervs- og Vækstministeriet været med i arbejdet for en løsning.

- Man kan ikke bare lukke en så stor arbejdsplads på Bornholm, for der er ikke andet arbejde at finde. Derfor var en løsning altafgørende. Det har stor betydning - ikke bare for de mange slagteriarbejdere, men også for landmænd, følgeerhverv og for hundredevis af familier på øen, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

Ministeriet har fastslået, at der fra statslig side bliver afsat midler til medfinansiering af nye investeringer på Danish Crown, som kan modernisere og udvikle slagteriproduktionen på Bornholm.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk