Glæde i gymnasierne: Rektor og elever kalder skrottede fraværsregler 'unødvendige' og irriterende'

Kommer elever fem minutter for sent i dag, får de fravær for hele timen.

På Gladsaxe Gymnasium nord for København er eleverne ganske godt tilfredse med udsigten til, at de omstridte fraværsregler bliver skrottet.

Usmidige, irriterende og unødvendige.

Det er med de ord, gymnasierektor Eva K. Steensen beskriver fraværsreglerne, som børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) nu vil afskaffe.

Reglerne betyder blandt andet, at gymnasielærerne i begyndelsen af hver time skal registrere, om eleverne er til stede. Er de ikke det, får de fravær for hele timen - uanset årsagen til fraværet.

- Vi har elever, der kommer med både bus og tog. Selvom de tager hjemmefra i god tid, kommer de nogle gange for sent. Men der er ikke mulighed for at tage de individuelle hensyn. Det er en unødvendig detailstyring af vores hverdag, siger Eva K. Steensen.

Hun mener, at fraværsreglerne har nogle meget uheldige konsekvenserne for selve undervisningen af eleverne og deres mulighed for at lære.

- De er nogle gange kommet til at spekulere i det. De ved, at kommer de fem minutter for sent, så får de 100 procent fravær. I stedet for at fokusere på at komme og lære noget, så fokuserer de på deres fravær. Så de tænker nogle gange, at det ikke kan betale sig at komme. Det er unødvendigt og ærgerligt, siger rektoren.

Forskelsbehandling

Lige præcis den effekt kan Astrid Autrup, der går i 2.P på Gladsaxe Gymnasium sagtens genkende.

- Hvis jeg ved, at jeg kommer for sent ud ad døren, så tager jeg ikke afsted til første modul. Så ved jeg godt, at jeg ikke får undervisning, men jeg føler, at jeg spilder min tid, siger hun.

Astrid Autrup går i 2.g på Gladsaxe Gymnasium og vil være glad, hvis nye fraværsregler afskaffes igen.

Meget af kritikken af reglerne er også gået på, at de ikke behandler eleverne lige. Nogle gymnasier har 90 minutters moduler, og her rammer 100 procent fravær for fem minutters forsinkelse hårdere, end hvis en skole har 45 eller 60 minutters lektioner.

- Det er jo uretfærdigt, at vi får fravær for 90 minutters moduler, mens de på andre skoler har 45 minutters moduler og kun får fravær for det, påpeger Astrid Autrup.

Rektor Eva K. Steensen understreger, at Gladsaxe Gymnasium på ingen måde ser igennem fingre med fravær, heller ikke når de her regler bliver fjernet.

- Vi har procedurer på plads og kan godt selv håndtere elevernes fravær. Det tror jeg også, de gør på langt de fleste gymnasier.

Men er det ikke rimeligt at stille nogle krav om, at eleverne skal komme til tiden?

- Selvfølgelig skal de komme til tiden, og det gør de også i langt de fleste tilfælde. En gang imellem kommer de lidt senere, og det kan der være en god grund til. Men det kan man ikke tage hensyn til med den bekendtgørelse, vi har lige nu, siger Eva K. Steensen.

Elever: Små ting kan afgøre det

Elevrådsformanden på Gladsaxe Gymnasium, Marie Rodian Arleth, glæder sig også over, at fraværsreglerne nu ser ud til at blive afskaffet.

- De, der alligevel ikke ville dukke op til undervisningen, bliver ikke påvirket af de her fraværsregler, men de, som bliver påvirket, er dem, der kommer fem minutter for sent, siger hun.

- Jeg bor i Værløse og tager toget, og hvis jeg misser toget, kan jeg få fravær, hvis jeg kommer fem minutter for sent. Og jeg har tænkt, når jeg vidste, at jeg kom for sent af sted, så kan det være lige meget, om jeg kommer. For jeg får alligevel fravær. Og så vælger mange det modul fra.

Elevrådsformand Marie Rodian Arleth har selv spekuleret i fraværsreglerne.

Men straffer man så ikke også sig selv? Er det ikke fjollet at lade være med at møde op, bare fordi man får lidt fravær registreret?

- Jo, men hvorfor så ikke gøre, at folk gerne vil møde op af en anden årsag end sit fravær. De her regler handler ikke om at se på, hvorfor eleverne ikke møder op. Er det, fordi de er stressede, eller der er problemer med undervisningen?, spørger Marie Rodian Arleth, der går i 3.g.

En anden elev fra 3.g på Gladsaxe Gymnasium er Louise Munch Nielsen. Hun giver udtryk for blandede følelser, når det kommer til fraværsregler.

- Jeg har det ret blandet med det, for selvfølgelig skal der være nogle konsekvenser ved at komme for sent. Det er virkelig dårlig stil at komme daskende ind, og det skal man lære, at man ikke bare kan gøre.

3.g'eren Louise Munch Nielsen synes, der er nogen, der kommer daskende ind i timerne og burde stramme op.

- Men det er lidt meget at få fravær for et helt modul, hvis du kommer fem minutter for sent, når bussen er forsinket, eller din cykel er punkteret. De små ting kan gøre, at man kommer fem minutter for sent. 50 procent var bedre, siger hun med henvisning til, at eleverne på gymnasiet fik fravær for halvdelen af en lektion, hvis de kom for sent.

Formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Martin Mejlgaard, er meget tilfreds med beslutningen fra den nye undervisningsminister.

- Det var derfor, vi var ude at demonstrere, dengang reglerne blev indført. Vi synes ikke, at det er retfærdigt, og i vores øjne lå der en mistillid til eleverne bag, siger han.

Rektor på Gefion Gymnasium og formanden for Danske Gymnasier, Birgitte Vedersø, udtrykker også glæde over udsigten til en afskaffelse af fraværsreglerne.

Fraværsreglerne blev indført af den tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) som en del af en større fraværspakke, efter at en stikprøveundersøgelse viste, at eleverne på nogle gymnasier i gennemsnit var fraværende i op til en femtedel af undervisningen.

I løbet af de næste par uger vil undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil invitere både rektorer, lærere og elever med til diskussioner om, hvordan et nyt fraværssystem kan skrues sammen.

Derfor er det også for tidligt at sige, hvornår eleverne og lærerne på gymnasierne kommer til at opleve en forandring. Men ministeren vurderer, at ”der går nogle uger eller måske et par måneder” før, at grundlaget er på plads.

Facebook
Twitter