Glemte børn og forsvundne voksne: Sådan oplever dr.dk's brugere daginstitutionerne

På knap 30 år er der kommet 58 procent flere børn pr. voksen i daginstitutionerne, og det skaber problemer. Her kan du se eksempler på, hvordan dr.dk's læsere oplever hverdagen i institutionerne.

- Vores børn er praktisk taget alene i et kaotisk børneland, mens vi er på arbejde, skriver en forælder i debattråden på dr.dk. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Børn bliver glemt på toilettet.

Pædagoger står alene med flere end 40 børn på legepladsen.

Forældre skal udfylde specielle "voksenfri" legekontrakter.

Eksemplerne på, hvordan dr.dk's læsere oplever hverdagen i daginstitutionerne, er væltet ind. Og det er ikke ligefrem et glansbillede, der bliver tegnet:

- Jeg har måttet tage min datter med på arbejde flere gange, fordi der ikke har været personale nok til stede i børnehaven. Jeg nægter at aflevere hende på en voksentom stue. Rystet!, skriver Sissel.

- Mit eget barn er blevet glemt på tur ud af huset af pædagogerne i vuggestuen, fordi der ikke var nok personale, skriver en anden bruger.

Måtte sige pædagogjob op

Det er blevet sværere at være pædagog i vuggestuer og børnehaver.

Hvor én pædagog for 30 år siden skulle holde øje med cirka 4 børn ad gangen i vuggestuen og 8 børn i børnehaven, skal en voksen nu holde øje med cirka 7 børn i vuggestuen og 12 børn i børnehaven.

Det viser en ny undersøgelse fra Bureau 2000, der er et uafhængigt analyse- og forskningsinstitut med speciale inden for børneområdet.

Og det har konsekvenser - ikke bare for børnene, men også for pædagogerne, skriver flere af dr.dk's brugere.

- Jeg har måttet sige mit vikarjob som pædagog op, da jeg ind imellem stod med ca. 50 børn - alene voksen på en stor legeplads. Jeg ELSKER at arbejde som pædagog, og jeg er god til det. Jeg kan dog ikke tage ansvar for at stå alene med så mange børn ad gangen, siger Solveig.

Det har brugeren Christina også oplevet:

- Jeg er selv pædagog i en vuggestue og oplever det store pres. Jeg føler, der er utrolig lidt ro og tid til det pædagogiske arbejde. Ofte er det mere samlebåndsarbejde. Det triste er, at man ofte tager sig selv i at blive mere overfladisk i forhold til omsorgen for det enkelte barn, selv om det jo er det sidste, en pædagog vil være, skriver hun.

Forældre overvejer at gå på deltid

I en rundspørge formuleret af DR Nyheder og udsendt af pædagogernes fagforening BUPL til pædagoger i daginstitutioner for 0 - 5-årige svarer 8 ud af 10, at de på en tilfældig dag har været helt alene med en børnegruppe på gennemsnitligt 14 børn. I alt 355 medvirkede.

Det har givet forældre adskillige bekymringer.

- Vi er mange, der grundet de efterhånden meget ringe forhold i institutionerne, er gået på deltid eller går hjemme - eller overvejer at gøre det. Vi har i to forskellige institutioner oplevet, hvordan en voksen kan være alene med op til 50 børn på legepladsen - ofte en ung, uerfaren vikar, skriver en bruger.

Andre har oplevet, at børn er blevet glemt på toilettet, og nogle børn kommer slet ikke udenfor.

- Vi oplevede, at vores søns vuggestue i midten af København ikke havde børnene med udenfor i 5 måneder. De kunne simpelthen ikke håndtere alle børnene med så få voksne, skriver Lars.

- I vores børnehave skal man underskrive et stykke papir, hvor man giver tilladelse til, at børnene kan lege udenfor, uden opsyn af voksen, skriver David.

Fastspændt i klapvogne

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn per voksen i daginstitutionerne, hvis man ser på den tid, hvor pædagoger og medhjælpere reelt er sammen med børnene og ikke ordner papirarbejde, holder pause eller bruger tid på ledelse eller administration.

Og det er ikke kun i børnehaven, at forældrene oplever hverdagen som kaotisk på grund af de få pædagoger. Det samme billede tegner sig i vuggestuerne.

- I en vuggestue har jeg oplevet 9 måneders børn sidde grædende fastspændt i klapvogn, fordi pædagoger ikke havde tid og ryg kapacitet til at gå rundt med dem, skriver Kristin.

En bruger, der kalder sig Jens, skriver, at nogle børn aldrig får opmærksomhed:

- Personalets tid og opmærksomhed går oftest til at løse konflikter, mens de børn, som ikke lige er involveret i en konflikt kan gå en hel dag uden voksenkontakt. Når vi henter, kan ingen voksne fortælle, hvad vores børn har lavet, fordi de ikke lige har gjort opmærksom på sig selv. Vores børn er praktisk taget alene i et kaotisk børneland, mens vi er på arbejde, skriver han.

Facebook
Twitter