Global opvarming: Mere våd end hvid jul

Klimaforandringerne betyder, at der bliver endnu længere mellem de hvide juleaftener. I fremtiden er der snarere udsigt til våde end hvide jule, mener DMI.

I Moskva, hvor den første sne allerede er faldet, er der gode muligheder for at opleve en hvid jul. (Foto: NATALIA KOLESNIKOVA © Scanpix)

Der bliver endnu længere mellem de sjældne hvide juleaftener herhjemme. Den globale opvarmning er godt i gang med at tage livet helt af den hvide jul.

- Den primære forudsætning for en hvid jul bliver gradvist mindre som følge af den globale opvarmning, siger Martin Olesen, der er klimaformidler hos DMI.

Statistisk set går der 14 år mellem de hvide jule. Den sidste var i 1995, og derfor er chancen på sit højeste i år. Men der er snarere udsigt til våd jul, mener Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Temperaturen balancerer under normale omstændigheder omkring frysepunktet i december.

Meteorologer definerer det normale ud fra gennemsnittet af de temperaturer, der har været i årene fra 1961 til 1990. Den normale temperatur for december ligger således på 1,6 grader celcius.

Alligevel lå den sidste år en hel grad over, nemlig på 2,6 grader. DMI's beregninger viser, at klimaforandringerne vil få de danske temperaturer til at stige med op til 4,6 celcius i år 2100 i forhold til det normale.

Udelukker ikke hvide juleaftener

- Det er trods alt en forudsætning, at temperaturen ligger under frysepunktet, for at det kan blive hvidt, siger Martin Olesen, som dog ikke vil udelukke, at vi kan opleve hvide juleaftener i fremtiden.

Ligesom temperaturen stiger, gør mængden af regn det også. På sigt forventer DMI at få mellem 20 og 40 procent mere regn om vinteren.

- Vi får nok en mere våd end hvid jul, konkluderer Martin Olesen.

Facebook
Twitter