Godhavn-børn klar til at fejre undskyldning fra staten: Jeg glæder mig til champagnen

Penge betyder ingenting, det er undskyldningen, der er afgørende, siger formand for foreningen Godhavnsdrengene.

Poul-Erik Rasmussen foran retsbygningen med andre medlemmer af foreningen Godhavnsdrengene. Mette Frederiksen har i dag lovet dem en undskyldning. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

En undskyldning var det eneste, de ville have, og nu er den efter alt at dømme på vej.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, lovede i dag på Folkemødet på Bornholm, at hvis hun indtager statsministerkontoret, så vil staten undskylde over for alle de børn, der har oplevet at blive udsat for overgreb på det berygtede børnehjem Godhavn.

En lettelse for alle, der i årtier har båret rundt på traumerne fra deres tid på Godhavn, og som nu i 14 år har jagtet en undskyldning for de pinsler, de blev udsat for i statens varetægt, siger Poul-Erik Rasmussen, der er formand i foreningen Godhavnsdrengene.

- Jeg tænker bare, at den kamp, vi har kæmpet i så mange år, ikke har været forgæves. Det er en følelse af at have rendt rundt med en sæk cement på ryggen, og nu er den lige faldet af. Det er simpelthen ubeskriveligt, lyder hans reaktion.

Champagne og fest

Han garanterer, at en undskyldning til trods for den tragiske baggrund og de store menneskelige omkostninger nu alligevel vil få propperne til at springe.

- Jeg glæder mig til champagnen, for der bliver fest. Det kan jeg love dig.

Den borgerligt-ledede regering har ved flere lejligheder afvist at undskylde til ofrene, men i stedet insisteret på, at der skulle ses fremad.

Ved domstolene faldt sagen for forældelsesfristen, og Poul-Erik Rasmussen opgav til sidst at få sin sag for Højesteret af frygt for de økonomiske konsekvenser.

Selvom sagen er afprøvet i retssystemet, afviser Mette Frederiksen ikke, at det kan komme på tale at udbetale erstatninger.

Pengene er ikke afgørende

Men muligheden for at blive godtgjort økonomisk af staten spiller ikke en afgørende rolle, slår Poul-Erik Rasmussen fast.

- Pengene betyder ikke fem flade øre, for vi har aldrig gået efter pengene. Den eneste grund til, at vi gik i retten i sin tid og krævede penge, var, at man ikke kan lave sådan en retssag uden at kræve et beløb, siger han.

Undskyldningen bliver afslutningen på et kapitel, og den vil få enorm betydning for alle de, der stadig slås med konsekvenserne af deres barndom på børnehjemmet Godhavn.

- Jeg kender mange, der sidder derhjemme og ikke tør gå uden for en dør, fordi de stadig tror, at de er kasserede. De mennesker er dem, jeg føler mest for, når undskyldningen kommer, så får de det bedre, siger Poul-Erik Rasmussen.

Af samme grund vil foreningen - hvis undskyldningen kommer – anse Godhavn som et overstået kapitel og udelukkende fortsætte arbejdet med at sikre gode forhold for børn, der i dag er anbragt under statens tilsyn.

Undskyldninger fra staten

  • En officiel undskyldning er en udtalelse, hvor en regering eller stat tager ansvar for kritisable handlinger i fortiden.

  • Når en stat undskylder offentligt, erkender den sin fejl og forpligter sig på en mere etisk korrekt handlemåde fremover.

  • I Danmark har vi to eksempler på officielle undskyldninger:

  • I 1999 undskyldte statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for tvangsflytningen af befolkningen ved Thule i Grønland.

  • I 2005 undskyldte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for, at danske myndigheder under besættelsen afviste tyske flygtninge, der søgte tilflugt i Danmark.

  • Der findes flere eksempler på krav om undskyldninger, som ikke er blevet efterkommet. Blandt andet har det været diskuteret, om staten skulle undskylde officielt for Danmarks involvering i slavehandlen i forbindelse med kolonierne i Dansk Vestindien.

Facebook
Twitter