Godt gået: Stor ros til beredskab, DMI og borgere

Flere hundrede folk fra Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og helt almindelige borgere har knoklet for at holde vandmasserne ude af hjem og virksomheder.

  • Beredskabet sikrede Aabenraa Havn, da vandet skvulpede over kajkanten ved 20-tiden onsdag. (Foto: Søren Gylling © Scanpix)
  • Der blev knoklet på Hvidovre Strandvej onsdag aften. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
1 / 2

- Det ser ud til, at vi alt i alt slap nådigt. Stor tak til borgere, myndigheder og virksomheder, ansatte, værnepligtige og frivillige. Og rigtig godt samarbejde mellem de kommunale brandvæsener og Beredskabsstyrelsen.

Sådan lød det her til formiddag fra Henning Thiesen, der er direktør i Beredskabsstyrelsen, på Twitter.

Hans ros for aftenens og natten arbejde er langt fra den eneste.

Fra forskellige dele af beredskabet og borgere er der ros til de mange aktører, der har forhindret de ellers voldsomme oversvømmelser i at blive alt for ødelæggende.

Således har også statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) været ude med ros på Twitter:

- Flot arbejde af Beredskabsstyrelsen, Rigspolitiet, Forsvaret og alle andre, der har kæmpet hele natten i farligt vejr. Tak, fordi I passer på vores land, lyder det fra statsministeren.

Selvom mange forskellige myndigheder var involveret i kampen mod vandet, så forløb indsatsen forbilledligt, vurderer vicepolitiinspektør Ole Kristensen på vegne af Den Nationale Operative Stab, der ledes af Rigspolitiet, og som er den koordinerende myndighed ved større hændelser.

- Der har været et fantastisk samarbejde på tværs af myndighederne. Både i Den Nationale Operative Stab og ude i de lokale beredskabsstabe har man formået at støtte hinanden bedst muligt, siger Ole Kristensen til Ritzau.

Fra alle de berørte områder er de rosende ord også strømmet ind.

- Fantastisk flot indsats af beredskabets aktører. En glad og stolt formand for Danske Beredskaber oven på sådan en kraftpræstation, lyder det på Twitter fra Jarl Vagn Hansen, der er beredskabsdirektør ved Brand & Redning Sønderjylland samt formand for Danske Beredskaber.

Stor ros til borgerne

Også i hovedstadsområdet jubles der over samarbejdet.

- Hovedstadens Beredskab vil gerne sige tak til vores samarbejdspartnere og borgere for stor og enestående hjælp de sidste døgn, skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Flere steder får borgerne og frivillige skulderklap for deres indsats.

- Jeg er ret sikker på, at grunden til de manglende opkald til os er, at borgere og virksomheder er ret robuste, og de har sørget for sig selv i den her situation, og det skal de havde stor ros for, lyder det fra Bjarne Larsen, vagtchef hos Lolland-Falster Brandvæsen.

I Kolding nåede vandet cirka 35 centimeter højere op, end prognoserne forudsagde - og desuden kom vandet tidligere end forventet, og det gav travlhed i kommunen, hvor man på den officielle hjemmeside fremhæver de mange, der kæmpede mod vandet:

- Op imod 300 mennesker var involveret i kampen mod det indtrængende havvand. Styrken talte frivillige og brandfolk fra blandt andet Fredericia, Kolding, Vejle, Stepping, Tyrstrup, Skodborg og Lunderskov, og både TrekantBrand, Beredskabsstyrelsen, Ingeniørtropperne, Hjemmeværnet samt nyttejobbere bidrog, skriver Kolding Kommune.

Efterskoleelever hjalp til

I Kelstrup syd for Haderslev havde både efterskoleelever, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet travlt med at sikre kysten, hvor der står sommerhuse på rad og række. Ingen af dem trængte der vand ind i.

- Var vi ikke gået i gang med at lægge sandsække her og havde fået al den hjælp, vi fik, så havde sommerhusene ikke set ud, som de gør i dag. Så mange tak til alle, som har hjulpet, siger Mikkel Linnet, der er indsatsleder ved Brand og Redning i Haderslev.

- Hvidovre Kommune fik etableret et sted nede på skolen, hvor vi kunne hente sandsække, og de har også været ude og levere nogle - og de har i den forbindelse ydet en kæmpe indsats, de gutter der, lige til midnat, hvor de var på. De fortjener en stor ros, for det har virkelig været stort, fortæller husejer Henning Rasmussen, der slap med skrækken og ikke fik vand ind i huset, selv om det var tæt på.

Der har i øvrigt ikke været nogen meldinger om personskade.