Godt tøj er nyt tøj? - Kæp i hjulet for klimamål

Webshops, der sælger tøj til ekstremt lave priser, er problematiske for bæredygtighed og klimamål, siger ekspert.

Vi ser en fast-fashion tendens, hvor vi køber nyt og smider ud alt for ofte, siger Else Skjold, lektor og PhD på Det Kongelige Akademi. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

De dukker op, når du scroller gennem din facebook. Reklamerne for klipklapper til 26 kroner og kjoler til 43.

Webshops som Shein, Wish og Alibaba reklamerer med noget, der virkelig kan få os til at spærre øjnene op: billige priser.

Ifølge Forbes er Shein en virksomhed med milliardomsætning, og en lignende hjemmeside, Wish, har mere end fordoblet sin indkomst de seneste år.

Men lektor og Ph.d. i design og bæredygtighed på Det Kongelige Akademi Else Skjold, ser et problem:

- Det her er jo fastfashion med turbo og steroider på. Så det er altså meget problematisk, når man taler bæredygtighed, siger hun.

Den type hjemmesider er dog ikke vokset ud af ingenting, forklarer hun:

- Det er et billede på, hvordan man fra tøjbranchens side har opdraget forbrugeren. At godt tøj er nyt tøj.

Og den tanke er der måske mange, der har. Shein er i hvert fald populær. Ifølge Bloomberg News Week var virksomhedens app den mest downloadede i USA i foråret. Faktisk er den så populær, at den har overgået Amazons app i antallet af downloads.

Tilbage til Matador

Derfor skal tøjindustrien måske lede tankerne tilbage til Korsbæk og den lille to-værelses lejlighed, hvor Agnes Jensen maskede strømper op.

For ifølge Else Skjold er det der, løsningen skal findes, hvis tøj og bæredygtighed skal gå hånd i hånd i fremtiden.

Og hvis klimamålene skal nås, skal nyproduktion af tøj reduceres med 75-95 procent, og det betyder altså også langt mindre produktion af tøj.

Agnes Jensen, fra TV-serien Matador, havde fat i den lange ende, da hun åbnede en forretning der lappede strømper. (Foto: STEEN JACOBSEN © Scanpix)

- Den eneste måde, det kan ske på, er, hvis branchen begynder at tjene penge på tøjet i brugsfasen, siger hun.

Altså skal genbrug, reparation og videresalg i langt højere grad på programmet. Flere tøjproducenter er også begyndt at lave bæredygtigt design. Det er bare ikke nok:

- De tiltag, der ligger på materiale og produktniveau, er fuldstændig ligegyldige, når der bliver produceret så meget, som der gør i dag, konstaterer Else Skjold.

- Så er det fuldstændig ligegyldigt, om det er økologisk bomuld. For der bliver brugt alt, alt, alt for meget. Det er gode intentioner, men det batter simpelthen ikke, siger hun og indskyder, at tøj forurener mere end skibs- og flytrafikken tilsammen. Det udleder 10 procent af verdens CO2.

Bevidsthed om hvad vi køber

Hos Forbrugerrådet Tænk er chefkonsulent Vagn Jelsøe også opmærksom på tendensen.

- I stedet for at købe dyr kvalitet, så køber vi rigtig meget billigt, der ikke holder længe, siger han.

Hos Tænk ser de derfor også på genbrug som en vigtig del af løsningen.

- Der er brug for, at vi som forbrugere bliver mere bevidste om, at vi har brug for det, vi køber. Der er brug for, at der bliver tænkt mere i genbrug af tøj. Der bliver smidt ufatteligt meget ud. Derfor er der brug for, at der kommer styr på genbrugssystemerne, siger Vagn Jelsøe.

Både han og lektor og Ph.d. i design og bæredygtighed Else Skjold peger på politisk handling, så tøj bliver et fokus i forhold til klimamålene.

- Det er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv, men der har ikke været nogen politisk satsning indenfor det, konkluderer Else Skjold.

Hos Forbrugerrådet Tænk har de derfor et håb:

- At Miljøministeriet gik sammen med tøjbranchen og modeindustrien og sådan nogle som os for at formulere en national handlingsplan, siger Vagn Jelsøe.

Forbrugerrådet Tænk har lavet undersøgelser af produkter fra blandt andre hjemmesider som Wish:

- De er generelt præget af, at de ikke lever op til europæiske krav i forhold til brug af kemikalier. Det er dog ikke tøj, vi har kigget mest på. Men derimod legetøj, kosmetik og elektronik, slutter Vagn Jelsøe.

Facebook
Twitter