Gør-det-selv-manden må kigge langt efter handy værktøj

Det populære multifunktionsværktøj er nemlig blevet fjernet fra hylderne flere steder.

Bauhaus, Silvan og Dansk Supermarked har alle fjernet multiværktøj fra hylderne, fordi de er nervøse for, at knivene i værktøjet er ulovlige. (Foto: Silvan © Silvan)

Lørdagens gør-det-selv-mand får svært ved at opdrive et godt stykke multifunktions-værktøj i byggemarkedet i dag.

For først var det Dansk Supermarked, så var det Silvan, og nu har Bauhaus også besluttet sig for at fjerne multifunktionsværktøj fra hylderne i kædens 16 varehuse.

Det sker, efter at byretten i Odense først på ugen dømte indehaveren af butikken Tommerup Jagt og Fiskeri en bøde på 100.000 kroner for at sælge ulovlige foldeknive. Knive som butiksindehaveren, ifølge forsvareren, troede var lovlige.

Bauhaus Danmark oplyser, at de fredag har fjernet rigtig meget multifunktionsværktøj fra hylderne.

- Vi fjerner alle multiværktøj - dog ikke Bacho MTT151, som er godkendt af Rigspolitiet, skriver kæden i en mail til DR Nyheder.

Årsagen er, at værktøjet blandt mange andre funktioner også har en kniv i sig, som kan foldes op med én hånd.

Ifølge den nye dom fra Odense Byret og en tidligere dom i landsretten, skal knive, som kan foldes op med én hånd, betragtes som ulovlige.

Det her er en af de knive, Silvan i denne uge har fjernet fra hylderne. (Foto: Silvan © Foto fra Silvan)
Det her er en af de knive, Silvan i denne uge har fjernet fra hylderne. (Foto: Silvan © Foto fra Silvan)
Det her er en af de knive, Silvan i denne uge har fjernet fra hylderne.