Gonorré, syfilis og klamydia storsmitter stadig - særligt i byerne

Antallet af personer der smittes med en kønssygdom er fortsat i kraftig vækst. Læger kalder det en epidemi.

Særligt danske unge i de større byer oplever hyppigere at blive smittet med seksuelt overførte sygdomme. (Foto: Jon Nordstrøm © Scanpix)

Seksuelt overførte sygdomme som klamydia, syfilis og gonorré rammer stadig flere danskere, og det er især unge i de store byer, der bliver smittet. Det skriver Berlingske.

I Ugeskrift for Læger kaldes udviklingen for "en epidemi" på forsiden af deres temanummer. Det samme gør Statens Serum Institut, som løbende overvåger udviklingen i sexsygdommene.

Ifølge generalsekretær i Sex og Samfund Bjarne B. Christensen bør man tage lægernes advarsler alvorligt.

- Det er da dybt foruroligende, at vi igen i år ser en stigning af klamydia men også gonorré og syfilis, siger han til Ritzau.

Allerede i 2015 blev der registreret en stigning i antallet af nye gonorrétilfælde i Danmark, og en opgørelse fra 2016 viser, at 2.036 mænd og 1.442 kvinder fik konstateret gonorré på ét år.

Også syfilis er i fremgang. I 1999 var man helt nede på 22 tilfælde. Nu bliver der diagnosticeret omkring 700 tilfælde af syfilis om året.

Ifølge Berlingske er Statens Serum Institut ved at analysere antallet af gonorré og syfilis og klamydiatilfælde fra 2017, og de kan se, at antallet af personer, der er blevet smittet med sexsygdomme, ikke er faldende i forhold til 2016.

Bjarne B. Christensen tror ikke, at udviklingen kan stoppes, medmindre der sættes ind med nye metoder.

- Skal vi knække kurven her, så skal vi dels arbejde med at unge blive bedre til at beskytte sig.

- Det andet er, at så skal vi finde dem, der er smittet. Ud over de 34.000 der blev fundet med klamydia, så regner man med, at der er en lige så stor gruppe af folk, der er smittet uden at vide det. Så vi skal blive langt bedre til at få folk til at blive testet, siger han.

/ritzau/