Google fjerner omstridt spion-program

Google har fjernet et program, der sendte Chrome-brugernes trafik videre til server i USA.

Google har øjeblikkeligt lukket for et omstridt program, der samler informationer fra brugerne. (Foto: KAREN BLEIER © Scanpix)

Google stopper med øjeblikkelig virkning et tillægsprogram til Googles internetbrowser Chrome, som udfører skjult spionage.

- Det er sket, efter at vi har undersøgt den nærmere og fundet, at den brød med vores regler.

- Vi kommenterer generelt ikke på individuelle sager, men det er klart, at hvis en app eller en extension ikke overholder vores regler ved for eksempel at indeholde malware (ondsindet programkode, red) eller dække over deres reelle formål, så bliver de taget væk, fortæller Christine Sørensen, der er talsperson for Google i Danmark.

Det var den svenske avis Dagens Nyheter, der afslørede, at programmet udsatte mere end 1,2 millioner svenske brugere for spionage via en kode i tillægsprogrammet Webpage Screenshot.

Hvert minut blev informationer om Chrome-brugernes trafik på internettet sendt videre til en server, der er registreret i USA.

Usædvanligt program

Spionprogrammet er godt gemt og henter først en kode en uge efter, at programmet er installeret - og det er usædvanligt, siger lektor på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, Torben Mogensen:

- Det er helt klart, at den praksis, med at man først aktiverer funktionen, der sender data til serveren en uge efter, er et forsøg på at skjule, at det rent faktisk sker, siger Torben Mogensen.

Ifølge Christian Mariolini, der er it-ekspert i sikkerhedsvirksomheden Sentor MSS, der ifølge Dagens Nyheter har gjort opdagelsen, påpeger, at der ikke findes nogen logisk grund til, at oplysningerne bliver indsamlet.

Han siger yderligere til avisen, at en række store selskaber i Sverige er berørt af lækkede oplysninger.