Google forhindrer billethajen Viagogo i at købe sig til topplaceringer

Billettjenesten Viagogo har flere gange solgt ugyldige billetter.

Michael Bublé holder koncert i Royal Arena den 26. oktober. Hos Ticketmaster koster billigste billet 595 kroner, mens samme billet koster 995 kroner hos Viagogo. (Foto: KEVIN LIGHT © Scanpix)

Med flere dårlige sager på CV'et vælger Google nu at suspendere billetformidlingstjenesten Viagogo fra deres annoncørbetalte topplaceringer.

Det bekræfter Google overfor DR Nyheder.

- Når folk benytter vores platform til at købe billetter, vil vi sikre os, at de får en oplevelse, som de kan stole på. Vi tager de nødvendige forholdsregler, når vi opdager, at en annoncør bryder lokal lovgivning, og derfor har vi suspenderet Viagogo som annoncør, oplyser Google til DR.

'De er svindlere'

Forbrugerrådet Tænk har længe advaret mod at bruge uautoriserede billetudbydere, men særligt Viagogo skal man passe på med:

- Viagogo er efter vores opfattelse helt klart svindlere, som vi råder forbrugerne til at holde sig fra, da der er en stor risiko for, at det går galt, siger seniorjurist, Martha Nør Kjeldsen og fortsætter:

- Vi opfordrer politiet til at efterforske de sager, hvor forbrugere anmelder billetfusk, så vi kan få stoppet aktører som Viagogo.

Har man købt en billet via en uautoriseret billetudbyder, som viser sig at være falsk, kan det være en kamp at få sine penge tilbage.

- Dukker din billet aldrig op, kan du lave en indsigelse mod betalingen i banken og få dine penge igen. Det kræver dog, at du har betalt for billetten med dit betalingskort eller MobilePay, og at du kan overbevise banken om, at du er blevet snydt, siger Martha Nør Kjeldsen.

Kan stadig findes på Google

Google er blevet mødt af meget pres fra særligt britiske musikorganisationer, fodboldorganisationer og parlamentarikere, hvilket menes at have spillet en rolle i deres beslutning, skriver The Guardian.

Men en hurtig søgning på Google efter billetter til en kommende Michael Bublé koncert i Royal Arena viser, at Viagogo stadig dukker op på første side.

De får blot en lavere placering, da Viagogo ikke længere kan betale sig til en topplacering.

Hos Viagogo koster den billigste billet til Michael Bublés koncert den 26. oktober 995 kroner, mens den samme billet hos Ticketmaster koster 595 kroner.

Danmark har særlig lovgivning

Politiet efterforsker sjældent sager, hvor en forbruger er blevet snydt til at betale overpris for en billet. Det er til trods for, at det er direkte ulovligt i Danmark.

Årsagen er, at handlen oftest finder sted mellem en dansk forbruger og en udenlandsk udbyder. Og det er ikke ulovligt at sælge en billet til overpris i for eksempel Tjekkiet.

Den danske lovgivning stammer ifølge Tænk fra en gammel socialdemokratisk tankegang, der sagde at kultur skulle være for masserne, og derfor blev det gjort ulovligt at sælge billetter til overpris, hvilket forhindrede at kun de rige kunne få kulturtilbud.

I april stemte Europa-Parlamentet for en lov, der skal forbyde robotter at købe billetter, så snart de bliver tilgængelige på en hjemmeside.

En rapport viser, at op mod 40 procent af al internettrafik vedrørende billethandel er robotter, skriver musikmediet IQ.

Flere danske billetaktører forsøgte at gøre salg af billetter til overpris ulovligt på europæisk plan, men uden held, fortæller Martha Nør Kjeldsen fra forbrugerrådet Tænk.

'Vi skulle købe så mange vi kunne'

Viagogo har base i Schweiz, og blev allerede for to år siden gået i sømmene af DRs forbrugerprogram Kontant.

Det er helt lovligt, at være formidler mellem en sælger og køber af en billet, men Kontant kunne dengang afsløre, at de ansatte var langt mere involveret:

- Alle ansatte på Viagogo blev opfordret til at gå online, så snart billetter til populære events blev sat til salg – fx på Ticketmaster – og købe så mange de kunne, fortalte en tidligere ansat hos Viagogo til Kontant.

Facebook
Twitter