Google: Hans Ø er dansk

Hvis det står til Google Maps, er der ingen tvivl: Hans Ø tilhører Grønland og dermed Danmark.

Når man søger på "Hans Ø" på Google Maps, står øen som registreret som grønlandsk, skriver internetmagasinet ComOn.

Og det er ligegyldigt om man søger på den danske eller den canadiske udgave af siden.

Og dermed skulle den sag vist være afgjort.

40 år gammel strid

Danmark og Canada har i de sidste 40 år ligget i strid om, hvem den lille ubeboede ø, der ligger placeret nøjagtig midt i mellem Nordgrønland og den canadiske ø Ellesmere Island, tilhører.

De to lande strides om Hans Ø, fordi der sandsynligvis er flere naturressourcer i området, og fordi der kan komme til at gå skibsruter gennem strædet, hvis den globale opvarmning fortsætter og man derfor kan sejle nord om Canada til Stillehavet.

Flåden efterlader sprut

Med jævne mellemrum tager den danske og den canadiske flåde til øen for at hejse deres respektive flag.

Men striden er dog ikke voldsommere end, at ekspeditionerne også samtidig efterlader en flaske sprut til modstanderne - danskerne efterlader en flaske snaps, canadierne lægger en flaske whisky.

Facebook
Twitter