Google-søgninger afslører: Her er årets 10 populære julegaver

Spoiler alert: Elektroniske pakker kommer til at ligge under juletræet i år ifølge forskere fra CBS.

Ifølge to forskere fra CBS kan vi se frem til overvægt af hårde pakker under juletræet i år. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Juleaften er lige rundt om hjørnet, og det betyder selvfølgelig julegaver i lange baner.

Men bliver det de bløde pakker, der kommer til at ligge under juletræet? Eller bliver det de hårde - primært elektroniske - pakker, der kommer til at være flest af?

Det har to forskere fra CBS muligvis et kvalificeret bud på.

Niels Buss Lassen og René Madsen fra Department of Digitalization på CBS har nemlig undersøgt danskernes google-søgninger på julegaver med hjælp fra værktøjet Google Trend - en algoritme, som regner ud, hvad danskerne har søgt efter, når det handler om julegaver.

De to forskere har derfor lavet en top 10-liste over de julegaver, som de mener, kommer til at ligge under juletræet i år.

Listen, som du kan se lidt længere nede i artiklen, viser, at elektroniske produkter som høretelefoner, smartphones, tablets og højttalere bliver meget populære julegaver i år.

Det stemmer meget godt overens med Elgigantens julesalg, fortæller selskabets administrerende direktør, Peder Stedal.

- Det passer meget godt, at der er en del elektronik i toppen af listen. Vi har generelt solgt rigtig meget elektronik i år - også mere end sidste år, siger direktøren.

Her kommer CBS-forskernes bud på, hvilke julegaver der er de mest populære i år.

1

Apple Airpods

Apples ledningsfri høretelefoner, Airpods, er blandt de helt store julegavehits i år. (Foto: © © Beck Diefenbach / Reuters, Scanpix)

Apple lancerede sine trådløse høretelefoner, Airpods, i 2016. Og de har efterhånden vundet indpas i Danmark. Så meget endda, at de finder plads i toppen af denne liste.

Rigtig mange har altså søgt efter dem som julegave. Og hos Elgiganten bekræfter administrerende direktør Peder Stedal, at det har været en meget populær gave i år.

- Der har virkelig været run på dem her i julehandlen. Faktisk er der efterhånden fuldkommen tømt for dem i hele landet.

Generelt er høretelefoner fra flere producenter blevet revet ned fra hylderne, siger han.

2

Google Home

Googles stemmestyrede højttaler, Google Home, blev lanceret i Danmark tidligere i år. (Foto: © Shannon Stapleton, Scanpix)

Googles stemmestyrede højttaler er helt ny i Danmark. Faktisk blev den først lanceret i Danmark og med dansk tale i oktober.

Og den er tilsyneladende allerede blevet en af de helt store julegavehits.

I hvert fald finder den vej til andenpladsen på denne liste.

3

Højttalere fra Sonos

Trådløs højttalere fra Sonos er populære denne jul. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Et andet højttalersystem finder også vej til listen. De trådløse højttalere fra Sonos er der nemlig også bud efter, når danskerne leder efter julegaver på nettet.

- Både Sonos og Google Home har været meget populært her op til jul. Dem vil en del nok finde under træet, siger Peder Stedal, Elgigantens administrerende direktør.

4

Tablets

Tablets ryger også i år under juletræet. (Foto: © pool, Scanpix)

Igen i år er tablets populære gaver, hvis budgettet er til det.

Flere producenter som Apple, Huawei og Samsung kæmper om de julehandlendes gunst, og ifølge denne liste er der godt salg i skærmene.

Særligt Apples iPads er efterspurgte, vurderer de to forskere.

5

Smartphones

Smartphones er ikke billige, men de finder alligevel vej ind under juletræet hos mange. (Foto: © TATYANA MAKEYEVA, Scanpix)

Elektronikken fortsætter med at ligge højt på listen. Og selv om smartphones ofte hører til i den rigtig dyre ende, er de stadig en stor del af julehandlen, vurderer de to CBS-forskere.

Særligt i perioden omkring Black Friday i november var der efterspørgsel efter telefonerne.

6

Maanesten-smykker

Smykker hører også til blandt de populære julegaver. Billedet er et arkivbillede og er ikke af Maanesten-smykker. (Foto: © Mark Makela, Scanpix)

Så nåede vi (endelig) til de ikke-elektroniske gaver.

For på sjettepladsen finder man ringe, halskæder og øreringe fra Maanesten, som vil være at finde under en del juletræer i år.

- Generelt er smykker noget af det, man vil kunne finde i mange pakker i morgen. Det er en af de klassiske julegaver til kvinder, ligesom parfumer og selvforkælelse, siger Sandra Garder Abrahamsen, PR- og kommunikationsansvarlig hos Magasin.

7

Anni Lu-smykker

Der har været gang i julehandlen i år. Billedet er ikke af de omtalte smykker. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I smykkeafdelingen er også smykker fra Anni Lu populære i år, viser tallene bag listen fra de to CBS-forskere.

Fraværet af et andet mærke overrasker dog de to forskere, skriver CBS Wire: Pandora.

- Pandora har tidligere været meget trendy, og mange har købt rigtig mange af deres smykker. Men i år finder vi slet ikke Pandora på listen.

- Sådan er det med trends. Nogle år er det hot, andre år er det ikke, siger Niels Buus Lassen til CBS Wire.

8

Urban Outfitters

Urban Outfitters sælger lidt af hvert, og derfor har mange søgt efter julegaver her. (Foto: © Malene Anthony Nielsen, Scanpix)

Forretningen Urban Outfitters sælger mere end bare tøj. Også møbler, skønhedsprodukter, bøger og spil er at finde hos virksomheden.

Det er der tilsyneladende rigtig mange, der vil købe. De to forskere kan dog ikke sige, hvad det så er hos Urban Outfitters, vi kommer til at finde under juletræet.

Når endnu større tøjforretninger ikke er at finde på listen, er der en simpel forklaring, fortæller Niels Buus Lassen:

- Selvfølgelig vil der være rigtig meget tøj fra H&M eller Zara under juletræet. Men når det ikke står på listen her, er det fordi, folk godt ved, hvad de kan finde i de butikker. Det behøver man ikke at google.

- Men man er måske mere nødt til at google, hvad de egentlig har i Urban Outfitters. Derfor kommer de på listen, siger han til CBS Wire.

9

Gavekort

Med et gavekort kan modtageren selv vælge helt præcist, hvad årets julegave skal være. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Er han svær at finde den helt rigtige gave til? Eller har hun bare ikke rigtig ønsket sig noget? Så er gavekortet tit en løsning på problemet med at finde den gode gave.

Det oplever de også i Magasin, hvor gavekortene flyver ud af forretningerne i december.

- Dem sælger vi selvfølgelig helt vildt mange af. Det er især her de sidste dage op til jul.

- I dag er det jo sidste dag med julegaveindkøb, og der bliver et gavekort løsningen for rigtig mange. Det er en gave, der ikke er betinget af hverken størrelse eller stil, så det er sværere at vælge forkert, siger Sandra Garder Abrahamsen.

10

Oplevelsesgaver

Mange vælger at give en oplevelse i julegave. (Foto: © Kristian Nygaard Jakobsen)

Og så er der oplevelsesgaven, der igen i år ser ud til at være en populær julegave.

Om det så er en tur i biografen, teaterbilletter, brunch for to eller en af de mange andre muligheder, der er, hvis gaven ikke skal være en ting, men derimod en oplevelse.