Gps-mærket solsort fanget i fuld fart over Nordsøen for første gang: 'Det er vanvittig fedt'

Fundet er en del af et nyt stort projekt, der skal gøre os klogere på solsortens færden.

Det er solsorten her på 117 gram, der har taget turen over Nordsøen. (© Skagen Fuglestation)

Solsorten er langt fra sjælden. Faktisk er den Danmarks mest almindelige fugl.

Men når man tager det i betragtning, så ved vi faktisk ikke så meget om dens færden. Det vil et stort internationalt projekt ved navn Icarus dog gøre op med.

Derfor er flere end 500 solsorte i Europa blevet mærket med gps-sendere de seneste måneder - 30 af dem i Danmark.

Og nu er den første "danske" blevet fanget i fuld fart på vej over Nordsøen.

Det fortæller Simon Christiansen, der er naturvejleder og forstander på Skagen Fuglestation, hvor syv af solsortene er blevet mærket.

- Vi kunne se, at den ledte efter føde og åd sig fed omkring Råbjerg, fordi den godt vidste, at den skulle ud på en længere tur. Så tog fanden ved den, og 12 timer senere var den to-tredjedele af vejen over Nordsøen. Det er vanvittig fedt.

Det er ikke overraskende, at solsorten er fløjet til Storbritannien. Det gør mange, da klimaet er mildere end herhjemme. Men det er helt nyt, at man nu kan se, præcist hvordan fuglene flyver derover, og hvor længe det tager.

Sådan ser solsortens rute over Nordsøen ud. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen)
Sådan ser solsortens rute over Nordsøen ud. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen)

Mange muligheder

Selvom der altså er sat gps-sender på flere hundrede solsorte, så er det langt fra dem alle, man har fået signaler fra.

Det kan der være flere forklaringer på, siger Simon Christiansen. Det skyldes blandt andet, at solsorte lever skjult i lavt terræn, hvorfor de er svære for satelitterne at opfange. Derudover er teknologien helt ny.

Derfor giver det også god mening, at den første solsort blev fanget over vand, hvor der er frit signal.

- Vi har været heldige, fordi den fik kontakt til rumstationen ISS, hvor vi ligger lige på grænsen. Vi har været virkelig glade for, at fået de her punkter på solsorten.

Gps-signalet forsvandt, kort før solsorten nåede land, så det tyder på, at den nåede Storbritannien, men Simon Christiansen kan ikke afvise, at solsorten er død.

  • Her er solsorten, inden den altså tog turen over Nordsøen. (© Skagen Fuglestation)
  • Gps-senderen vejer ikke mere end 4,3 gram. (© Skagen Fuglestation)
  • Simon Christiansen sammen med en af de syv solsorte, der har fået gps-sender på i Skagen. (© Skagen Fuglestation)
  • Før solsortene blev sat fri med gps-sender på, blev de undersøgt af de frivillige på Skagen Fuglestation. (© Skagen Fuglestation)
1 / 4

Betydning for mennesker

Og netop solsortenes placering, når de dør, er en af de ting, man håber at blive klogere på i projektet, da man på den måde kan holde et vågent øje med bestanden.

Gps-senderen giver også mulighed for at få mere viden om, hvor de har været og hvor hurtigt og højt de flyver. Viden, der før kun har været om større rovfugle.

Og det kan også få betydning for os mennesker, forklarer Simon Christiansen.

- Solsorte bærer blandt andet på flåter. Vi fandt for eksempel fem omkring næb og øjne, som vi fjernede. De ligger nu i vores fryser klart til snart at blive sendt til analyse på Linné-universitetet i Sverige.

Ud over den "danske" solsort, har man også fået signaler fra solsorte i Lituaen og England.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter