GRAFIK: Danmark er et af verdens mest kødspisende lande

Danskerne spiser i gennemsnit 52 kilo kød om året. Alternativet vil have en kødafgift.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)

Hvert år ryger der i gennemsnit 52 kilo pølser, kyllingefileter, frikadeller og andre kødprodukter over danskernes tallerkener.

Det viser tal fra DTU Fødevareinstituttet.

Og danskernes forbrug kvalificerer os til en podieplads for de flittigste kødspisere i verden, siger Henrik Saxe, som er direktør ved Institut for Management Engineering på DTU.

- Vi er blandt de absolut største - hvis ikke den største - kødforbrugere i verden målt per indbygger.

Svært at ændre

Og det kan blive en meget svær mission at få kødglade danskere til at skifte grilltang ud med salatgaffel, siger Henrik Saxe.

Både kødforbrug og eksport af kød er nemlig en del af Danmarks historie.

- Landbrugets evne til at producere fødevarer har betydet meget for dansk velstand. En meget stor del af vores svinekød går til eksport, og hvis man skal have et godt eksportmarked, er det vigtigt at have et godt hjemmemarked, siger Henrik Saxe.

- Det er lige som at forsøge at få amerikanerne til at indføre et forbud mod automatvåben; som med vores forhold til kød er det dybt indgroet i samfundet. Vi skal simpelthen have kød.

Kødforbrug daler

Selvom vi er svære at rokke i vores kødforbrug, så viser de nyeste undersøgelser på området, at danskernes kødforbrug er en smule dalende.

Ifølge Henrik Saxe kan det skyldes, at vi er blevet mere tilbøjelige til at købe økologi og mere opmærksomme på kødproduktionens klimapåvirkning.

Og en kødafgift vil formentlig få danskernes kødforbrug længere ned, siger Henrik Saxe.

- Det var svært at overbevise danskerne, da man skulle have et rygeforbud, men i dag er det rimelig problemfrit, og der er blevet færre rygere. Jeg tror, en afgift på kød ville få det til at gå samme vej, siger han.

- I første omgang ville folk råbe op, og så ville vi begynde at spise mindre kød.

Facebook
Twitter