Grafik: Her er fremtidens muligheder for unge uden ungdomsuddannelse

Der er masser af muligheder for at komme videre i uddannelses- eller jobsystemet, hvis man kun har en folkeskoleudannelse.

(Foto: Christoffer Hald Laursen © DR Nyheder)

Når unge ikke ved, hvad de skal efter folkeskolen - eller måske slet ikke får færdiggjort 9. klasse - kan det være svært at komme videre.

Det må mange unge hvert år sande, og derfor nedsatte regeringen sidste år et ekspertudvalg, der skulle komme med mulige løsninger på problemet. Det har ekspertgruppen nu gjort og i dag fremlagt sine anbefalinger på et pressemøde.

Blandt de tiltag, der ifølge ekspertgruppen skal til, er en forenkling af den del af uddannelsessystemet, som skal forberede de unge med særlige behov på enten at komme i uddannelse eller arbejde.

I forenklingen lægger man flere af de nuværende uddannelsestilbud sammen til en samlet 'Forberedende Uddannelse', der vil få tre spor: en produktionsskolelinje, en almen linje og en erhvervslinje.

Men den 'Forberedende Uddannelse', som regeringen støtter, er ikke den eneste vej videre for unge for særlige behov. Man kan også for eksempel tage i mesterlære eller på højskole.

Humlen er, at alle - det vil sige 100 procent - unge skal være i enten uddannelse eller arbejde, få år efter at de går ud af folkeskolen.

Hvis en af de unge skulle droppe ud af deres uddannelse eller stoppe med at arbejde, skal de "samles op" og støttes i deres videre forløb af en kontaktperson fra kommunen, som skal erstatte alle de folk, de unge tidligere ville møde gennem for eksempel jobcenteret, misbrugscentret, SSP eller en mentorordning.

Kontaktpersonen er en, der skal være tilknyttet fra grundskolen til gennemført uddannelse, eller til den unge får fast arbejde.

I grafikken herover kan du se de muligheder, der er, for unge med særlige behov.

Facebook
Twitter