GRAFIK: Plus og minus ved HPV-vaccine

Få her et overblik over, hvilke fordele og ulemper der er ved HPV-vaccinen.

Forældre til piger over 12 år skal tage stilling til, om deres døtre skal vaccineres med HPV-vaccine eller ej.

Vaccinens hovedformål er at beskytte pigerne mod at udvikle livmoderhalskræft senere i deres liv, og står det til Sundhedsstyrelsen, bør danske piger tage imod den gratis vaccine.

- Sundhedsstyrelsen vurderer, at fordelene er langt større end ulemperne, selvom vaccinen i meget sjældne tilfælde kan have alvorlige bivirkninger, siger DRs sundhedskorrespondent, Peter Qvortrup Geisling.

Fordele

Han forklarer, at fordelene ved HPV-vaccinen er, at hvis den gives, inden pigerne bliver seksuelt aktive, mindsker den risikoen for at udvikle celleforandringer, der kan udvikle sig til kræft.

- Den forebygger mod 70 procent af de vira, der kan give livmoderhalskræft, siger Peter Qvortrup Geisling.

Foruden livmoderhalskræft beskytter vaccinen til en vis grad anal- og vaginalkræft og kræft i mund og svælg. Oveni beskytter den mod 90 procent af de vira, der giver kønsvorter.

Ulemper

Ulemperne ved vaccinen knytter sig til vaccinens bivirkninger.

- Over 10 procent af de vaccinerede får hovedpine og reaktioner omkring det område, hvor de er blevet stukket, forklarer Peter Qvortrup Geisling.

Mellem én og 10 procent bliver ramt af kvalme, feber og smerter i arme og ben, mens mindre end én procent bliver ramt nældefeber.

- Endnu færre udvikler lammelser i arme og ben, besvimer eller får muskelsammentrækninger i luftrørene, slutter Peter Qvortrup Geisling.

I grafikken øverst i artiklen, kan du se fordele og ulemper ved HPV-vaccinen.

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du har eller har haft livmoderhalskræft og gerne ville have haft HPV-vaccinen. Skriv til lmas@dr.dk