GRAFIK: Se danskernes pornovaner

Nye data fortæller om danskernes adfærd, når de går på nettet efter porno.

Pornositet Pornhub.com, der er blandt verdens største, har delt ud af sin viden om sine danske brugeres vaner. DR's Undersøgende Databaseredaktion har bearbejdet statistikken, der blandt andet viser, at vi danskere helst vil se porno fra vores eget hjemland – og vi vil helst se det om søndagen.

Læge og professor i sexologi ved Aalborg Universitet Christian Graugaard forklarer, at søgehistorik giver et temmeligt specifikt indblik i danskernes erotiske præferencer. Netop fordi, at man på internettet kan bede om lige det, man vil.

- Porno fremkalder formentlig et meget troværdigt billede af folks seksuelle fantasier, forklarer Christian Graugaard.

- Det har slået mig, at mænd søger på meget traditionelt heteroseksuelle temaer som for eksempel store bryster, bagdele eller to kvinder sammen. For kvinder forholder det sig tilsyneladende lidt mere kompliceret. Men vi må være forsigtige her, for vi ved jo ikke med sikkerhed, hvem der sidder foran skærmen. Eller hvilket erotisk scenario, pornoklippet indgår i, forklarer Christian Graugaard.

Indsamlet anonymt

Tallene er indsamlet anonymt af Pornhubs analyseafdeling i oktober/november 2014, og de dækker både mænd og kvinders forbrug. Mens statistikken kan sige noget om den forholdsmæssige fordeling af sidevisninger og geografiske udsving, kan den ikke sige noget om præcis, hvor mange danskere, der indgår i statistikken, og Pornhub er formodentlig blot én af kilderne, når danskerne søger efter porno.

Temaet understøttes af DR's egen undersøgelse fra Epinion i uge 10, 2015, og tidligere repræsentative studier på området fra blandt andet YouGov, der i september 2014 lavede en større undersøgelse for Magasinet Q. DR's Undersøgende Databaseredaktion har ligeledes gjort brug af statistik fra det danske betalingssite Eromaxxx.dk og Erotik.dk. Ifølge Magasinet Q er internettet netop den mest populære kilde til porno i Danmark, mens traditionelle kilder som DVD og videoudlejning er faldet i baggrunden.

(Foto: Mads Rafte Hein © DR)

I denne uge sætter DR3 og dr.dk fokus på danskernes forhold til porno. I flere programmer på DR3 og her på dr.dk vil man kunne blive klogere på, hvor og hvordan danskerne bruger porno og møde dem, der laver det, og dem, der bruger det. Vi vil også se nærmere på pornoens historie og kigge på hvordan internettets gratis porno har forandret pornoproduktionen i Danmark og gjort det langt mindre lukrativt.

Facebook
Twitter