GRAFIK Vi tager meget mere vanedannende medicin end nordmændene

Danskerne tager årligt over 46 millioner smertestillende opioider - I Norge hedder tallet kun 33 millioner.

Danskernes forbrug af smertestillende opioider slår nordmændenes med flere længder.

Når smerterne bliver for voldsomme, tyr danskerne til smertestillende lægemidler som morfin, oxycodon og tramadol. Men de såkaldte opioider har en kedelig bivirkning, de er nemlig afhængighedsskabende.

Derfor vækker det bekymring hos en af landets førende eksperter på området, at danskerne årligt indtager mere end 46 millioner doser opioider.

- Vi har et problematisk forbrug af opioider i Danmark, det er der ingen tvivl om, det viser alle befolkningsundersøgelser, faststlår Per Sjøgren, der er professor og overlæge på palliativt afsnit på Rigshospitalet.

I 2016 udgav Sundhedstyrelsen en kortlægning over forbruget af en række udvalgte opioider. Dengang viste tallene, at de danske læger var så flittige med receptblokken, at vores opioid-forbrug var markant større end hos vores naboer fra Norge.

En gennemgang, som DR har lavet af forbruget af de samme lægemidler, viser, at det ikke har ændret sig.

Selvom der kun er omkring ni procent flere indbyggere i Danmark, så udskriver de danske læger næsten 40 procent flere opioider end deres norske kollegaer. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen og Folkehelseinstituttet i Norge.

Kigger man for eksempel på tramadol, som er et af de mest brugte opioider, så indtog danskerne i 2016 over 20 millioner doser - det er næsten tre gange så stort et forbrug som i Norge.

Det danske forspring går igen på flertallet af de mest almindelige opioider. Og det er der særligt én årsag til, vurderer Per Sjøgren.

- Norge har indført langt mere strikse guidelines i hele deres sundhedsvæsen. De har indført retningslinjer, der siger præcist, hvem der skal sættes i behandling, hvordan man skal overvåge behandlingen, og hvordan man stopper en behandling, der ikke er hensigtsmæssig, forklarer Per Sjøgren.

Mangelfulde retningslinjer

Han rejser samtidig skarp kritik af de danske retningslinjer på området.

- Vi har ikke gode guidelines for, hvordan vi bruger opioider til kroniske smertepatienter, mener Per Sjøgren:

- Vi har Sundhedsstyrelsens vejledning om afhængighedsskabende lægemidler, men det afsnit, der omhandler kroniske smertepatienter, er meget sparsomt og slet ikke tilfredsstillende eller detaljeret nok til at kunne anvendes. Så det skal efter min mening opgraderes ganske gevaldigt, så vi får nogle guidelines på linje med, hvad man har i andre lande, siger professoren.

Følge canadisk eksempel

Hos Sundhedsstyrelsen påpeger farmaceut og specialkonsulent, Simon Tarp, at man har sat flere tiltag i søen siden 2016, hvor man kortlagde danskernes opioid-forbrug.

- Vi har for nylig besluttet at adoptere og tilpasse nogle canadiske guidelines, som ser på opioidbehandling af ikke-cancerpatienter. Det er et tiltag, som vil kunne imødekomme noget af den mangel, der måske har været i Danmark, vurderer Simon Tarp.

- Det er vigtigt at få den rigtige viden frem, så man ved, hvornår der skal udskrives medicin, hvor længe den skal bruges, og hvilke andre muligheder man skal anvende, før man tyr til medicin, siger Simon Tarp.

Store problemer i USA

Per Sjøgren understreger vigtigheden af, at vejledningen bliver strammet op. I USA oplever man nemlig lige nu konsekvenserne af en for lemfældig omgang med afhængighedsskabende lægemidler.

- Det er klart, at når man ser en meget høj tilgængelighed af opioider, så får man også et meget stort misbrug. I USA oplever man derfor i øjeblikket et stort antal dødsfald, som kan relateres til opioid-forbrug, forklarer Per Sjøgren

Han frygter dog ikke for, at de amerikanske tilstande er lige om hjørnet.

- Vi er et stykke derfra, men vi skal have en helt anden attitude i forhold til at vurdere og monitorere de her patienter, for at vi kan få taget hul på problemet, mener Per Sjøgren.

Facebook
Twitter