GRAFIK Vindretningen har holdt skiftedag og kommer nu fra vest

Retningen på vinden betyder rigtig meget for, hvilket vejr vi har. I grafikken nedenunder får du detaljerne.

For første gang i omkring en måned er vinden nu begyndt at blæse ind over Danmark fra vestlige retninger. Det påvirker vejret.

Vi er dermed gået fra det ensartede og lidt kølige vejr, som vi har haft siden 1. oktober, til mere blæsende og lunere vejr.

Som DMI's prognoser ser ud nu, kan vi forvente vestenvind mindst en uges tid endnu.

Mødes i vestenvindsbæltet

I efteråret har vi færre og færre solskinstimer til at varme luften op. Samtidig rykker Polarfronten sydpå, og Danmark havner efterhånden på ”den kølige side”. Fronten adskiller den kolde polare luft, der presser på fra nord og den noget lunere luft, som presser på fra syd.

Der, hvor de to luftmasser mødes, er i og omkring Vestenvindsbæltet.

Dis og tåge er typisk efterårsvejr. (Foto: Jørn Ungstrup)

Vinden, der blæser ind fra sydvest, giver os mildere og mere fugtigt vejr. Derfor kan vi opleve gråvejr med dis og tåge, skyer, regnvejr og også regn med lidt sol ind imellem. Altså en blandet omgang, hvor skyer, regn og sol gerne kæmper om at have hovedrollen i efterårsvejret.

Blæser vinden derimod ind fra nordvest, kan det være nødvendigt at varme fingrene i handsker og skærme ørene mod de lidt lavere temperaturer i en hue.

Vind fra vest

  • Vestenvinden er den fremherskende vindretning herhjemme.

  • I Danmark har vinden fra vest været en tur over Nordsøen og Atlanterhavet, og det bevirker, at vejret i Danmark er præget af det, vi også kalder kystklima. Et klima, der er kendetegnet ved milde somre og milde vintre.

Risikoen for storme er større

Vi får også mere blæsevejr med vestenvind, og tendensen til efterårsstorme er større i løbet af efteråret, fordi kontrasterne mellem temperaturer er større.

Det forhold er også til stede om foråret, men forskellen er, at havtemperaturen - om efteråret - er høj efter sommerens opvarmning. Den energi, som det varme hav kan tilføre lavtrykkene, giver et trykfald og dermed kraftigere vind.

Stormene opstår, når den kolde polarluft rammer den milde luft fra Atlanten og skaber et kraftigt lavtryk. Det sker ofte over den vestlige del af Atlanterhavet. Derefter bevæger lavtrykket sig mod øst og kan eventuelt forstærkes yderligere, inden det når Danmark.

Vi har tidligere haft storme i oktober, senest i 2013, da stormen Allan rasede henover den sydlige del af landet.

Det er nøjagtig tre år siden i dag, at den hurtigt "løb" hen over os.

Du kan se mere om Allan i videoen nedenunder.

Facebook
Twitter