Hpv-vaccine

Gratis hpv-vaccine til drenge er også godt for pigerne

Mens kvinder risikerer livmoderhalskræft, kan hpv-virus give mænd kræft i hals, mund og penis.

Både kvinder og mænd kan udvikle kræft efter at være blevet smittet med hpv-virus, der er seksuelt overført. Regeringen vil nu tilbyde gratis hpv-vaccine til drenge fra 12 år for at forebygge for eksempel analkræft og kræft i munden. (Foto: Morten Fogde Christensen © dr)

Mens der de senere år har været meget omtale af hpv-vaccinen til unge piger, begynder flere og flere unge drenge og deres forældre at få øjnene op for vaccinens mulige kræftforebyggende effekt på hankønnet.

Mænd kan på samme måde som kvinder blive smittet med hpv-virus efter at have haft samleje, oral- eller analsex. Det giver dermed drengene risiko for at udvikle hpv-relaterede kræftformer.

Derfor glæder det Kræftens Bekæmpelse, at regeringen nu foreslår en gratis hpv-vaccine til alle drenge fra 12 år.

12-årige piger bliver allerede anbefalet at få vaccinen ifølge Sundhedsstyrelsen, som stadig er i gang med et større udredningsarbejde om vaccinens effekt på drenge.

- Der er så meget, der tyder på, at drengene også får fordele ved at få vaccinen som noget kræftforebyggende, at den bør gives på nuværende tidspunkt, siger formand for Kræftens Bekæmpelse Helen Bernt Andersen.

80 procent bliver hpv-smittet

Smitte med hpv-virus er den mest overførte sexsygdom herhjemme, da 80 procent af alle seksuelt aktive mænd og kvinder på et tidspunkt bliver smittet med en hpv-virus.

Der findes over 100 forskellige typer hpv-vira. Langtfra alle kan føre til kræft, og de fleste smittede bekæmper selv infektionen uden at have haft symptomer.

Vaccinen dækker ikke mod alle hpv-typer, men har vist sig at have en effekt mod livmoderhalskræft og analkræft.

For eksempel er omkring 70 procent tilfælde af livmoderhalskræft forårsaget af hpv type 16 og 18, som er med i vaccinen og en del af det danske børnevaccinationsprogram.

Hpv-virus kan give kvinder kræft i livmoderhalsen, skeden og anus, mens hpv-virus kan give mænd kræft i blandt andet halsen, munden, svælget, anus og penis.

Gratis for homo- og biseksuelle drenge

  • Sundhedsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som i løbet af 2019 skal komme med deres bud på vaccinens påvirkninger på drenge, og hvad de sundhedsøkonomiske følger vil være.

  • Regeringens forslag om en gratis vaccine til drenge fra 12 år er en del af regeringens finanslovsforslag og møder bred opbakning fra folketingets øvrige partier.

  • Det kan blive en realitet i løbet af 2019, hvis det bliver vedtaget. Indtil da skal forældre til unge drenge selv betale for vaccinen, med mindre sønnen er 15-19 år og homo- eller biseksuel.

  • Kræftens Bekæmpelse og Sex og Samfund mener, at drenge bør ligestilles med pigerne, og at det ikke er fair, at en bestemt gruppe drenge kan få vaccinen gratis.

(Foto: Grafik Morten Fogde Christensen © (c) DR)
(Foto: Grafik Morten Fogde Christensen © dr)

Forekommer ikke så ofte hos mænd

Når vaccinen hidtil ikke har været gratis for drengene på samme måde som hos pigerne skyldes det, at de hpv-relaterede kræftformer, som vaccinen beskytter mod, ikke forekommer så ofte hos mænd.

- Sundhedsstyrelsens samlede vurdering er, at antallet af HPV-relaterede kræfttilfælde, som HPV-vaccinen forebygger hos mænd, ikke er tilstrækkeligt stort til, at man bør vaccinere alle drenge i en fødselsårgang, hedder det på kampagnen stophpv.dk, som Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen står bag.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse skyldes 90 procent tilfælde af analkræft smitte med en hpv-virus. Men mere end dobbelt så mange kvinder som mænd får analkræft.

Alligevel vil Kræftens Bekæmpelse have vaccinen ud til drengene.

Blandt andet fordi antallet af danskere med kræft i munden eller svælget er steget de senere år, og mænd rammes oftere af denne kræftform end kvinder.

Det er, selvom vaccinen slet ikke er godkendt af lægemiddelmyndighederne til at forebygge kræft i mund-, svælg- og peniskræft.

Men Kræftens Bekæmpelse mener, at man alligevel bør give vaccinen mod disse former for kræft.

Helen Bernt Andersen siger, at vaccinen til drenge årligt vil kunne forebygge omkring 200 tilfælde af kræft i munden eller svælget hos danske mænd og omkring 50 tilfælde af kræft i anus og penis hos mændene.

Hvad er hpv-vaccinen?

  • Alle piger mellem 12 og 18 år kan få hpv-vaccinen gratis, da den er den del af børnevaccinationsprogrammet.

  • Vaccination skal helst ske inden den seksuelle debut, men det kan have en effekt at få vaccinen alligevel.

  • Der findes tre hpv-vacciner, som beskytter mod en række hpv-typer, og de gives med nogle måneders interval.

  • Hpv-vaccinen beskytter ikke 100 procent, derfor anbefales alle kvinderne at få lavet screeninger for livmoderhalskræft.

  • Hpv-vaccinen kan beskytte mod mund- og halskræft, fordi slimhinderne i munden, halsen og kønsdelene minder om hinanden.

  • WHO anbefaler hpv-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa. Den beskytter mod syv hpv-typer, der er skyld i ca. 90 procent af alle livmoderhalskræfttilfælde.

  • Kilder: Sex og Samfund, Sundhedsstyrelsen.

Kan også hjælpe pigerne

Hvis en dreng er vaccineret mod hpv, kan han heller ikke smitte en pige, og han er dermed med til at forebygge livmoderhalskræft hos pigen.

- Piger og drenge kan hjælpe hinanden ved at blive vaccineret, så de ikke viderefører hpv-sygdom, siger Helen Bernt Andersen.

Man taler om begrebet flokbeskyttelse, som betyder, at drenge for eksempel bliver beskyttet, hvis tilstrækkeligt mange piger bliver vaccineret. Når antallet af vaccinerede piger falder, som det gjorde indtil sidste år, rammer det derved flokbeskyttelsen.

- Lykkes det ikke at nå den tidligere høje tilslutning til HPV-vaccination blandt piger indenfor en overskuelig fremtid, vil Sundhedsstyrelsen overveje vaccination af drenge som en mulighed for at opnå flokbeskyttelse, står der på stophpv.dk.

Flokbeskyttelse opnås, når 80 procent af pigerne fra en årgang bliver vaccineret mod hpv.

Homoseksuelle og biseksuelle drenge mellem 15 og 19 år kan allerede få hpv-vaccinen gratis, fordi risikoen for at få analkræft er 30-40 gange større end for heteroseksuelle mænd.

Men hvad siger forskningen egentlig om hpv og kræft hos mænd? Her er tre eksempler:

I 2007 fastslog Det internationale kræftforskningsagentur, IARC, der hører under verdenssundhedsorganisationen WHO, at der er en sammenhæng mellem visse typer hpv og kræft i penis, endetarm, hals og mundhulen.

Sidste år viste et dansk studie, at flere af de yngre mænd får kræft i mundsvælget. 67 procent af de undersøgte i studiet havde fået kræften af en type hpv-virus.

I februar måned i år offentliggjorde Statens Serum Institut et dansk studie, hvor forskere havde kigget på mulige langtidsbivirkninger hos hpv-vaccinerede drenge. Forskerne konkluderede, at vaccinen ikke så ud til give en højere risiko for neurologiske sygdomme og blodpropper sammenlignet med drenge, der ikke er vaccineret.

Skepsis fik færre vaccineret

  • I flere år var der heftig debat om HPV-vaccinens eventuelle bivirkninger. Blandt andet fik en dokumentar fra TV2 om mulige bivirkninger ved hpv-vaccinen debatten til at blusse voldsomt op.

  • Da antallet af vaccinerede piger faldt, gik Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen sammen om en hpv-kampagne på stophpv.dk, som skulle genskabe tilliden til vaccinen.

  • Både eksperter og sundhedsmyndigheder fastslog, at vaccinen er sikker.

  • Efter et par år med et færre antal vaccinerede piger, steg antallet af vaccinerede sidste år. Dobbelt så mange piger, over 30.000, blev vaccineret som i 2016, viste tal fra Statens Serum Institut.

  • - Der har hos pigerne været en periode, hvor det har været lidt svært at få den fornødne opbakning til vaccinen, men det er steget meget markant, så vi er helt overbeviste om, at der i befolkningen er en tryghed over for denne her vaccine, og at man efterhånden er klar over, at man har undersøgt alt, man kan, at det er en sikker og gennemprøvet vaccine, siger Helen Bernt Andersen fra Kræftens Bekæmpelse.

Facebook
Twitter