Gratis psykologhjælpfinansloven: 'Det bliver en ny rettighed, at unge ikke skal have penge op af lommen'

Men det bør ikke kun være angst og depression, der giver adgang til gratis hjælp, mener organisation.

Mange unge bliver ramt af en psykisk diagnose. Nu kan nogle af dem få hjælp med et gratis psykologtilbud. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Personer mellem 18 og 24 år med depression eller angst får for fremtiden tilbud om gratis psykologhjælp. Det er partierne bag finansloven blevet enige om.

Ordningen kommer til at koste 47 millioner kroner om året, og det er især SF, der har kæmpet for at få gratis psykologhjælp med på finansloven. Uden det frygter partiet nemlig, at befolkningen bliver inddelt i to grupper: De, der selv har råd til at betale for at for hjælp, og de, der ikke har ressourcerne til det.

- Vi laver et A- og et B-hold. De, der har nogle forældre, der kan tage pungen op af lommen og betale for en, og de, der ikke har det og risikerer at have angst eller en depression med sig gennem hele livet, siger SF's formand Pia Olsen Dyhr.

Måske virker tiltaget som noget, du har hørt om før. Og det er meget muligt, for der er allerede gratis psykologhjælp til unge, men det er en midlertidig forsøgsordning, som kun gælder, hvis man er mellem 18 og 21 år.

Det er så den ordning, der er blevet forlænget og udvidet, så de på mellem 22 og 24 år med depression eller angst også kan booke en tid hos en psykolog uden at bruge halvdelen af SU-budgettet.

Kun nogle diagnoser kan få hjælp

Men inden man griber telefonen og bestiller en tid hos den første psykolog med ledige tider, så skal man være opmærksom på, at det kun er nogle diagnoser, der er adgangsbillet til en gratis session.

- Hvis man har en diagnose som for eksempel depression eller angst, så får man mulighed for at få det gratis. Det bliver en ny rettighed i Danmark, at unge ikke skal have penge op af lommen, hvis man har angst. Man får ret til at gå til psykolog, siger Pia Olsen Dyhr.

Det betyder, at man skal have været forbi lægen og fået diagnosticeret en angst- eller depressionslidelse, forklarer formanden.

Hvad med spiseforstyrrelse og selvskade?

For SF har det været vigtigt, at tilbuddet er målrettet unge - det er nemlig i den alder, at de psykiske lidelser tit begynder, siger partiformanden.

- De fleste, der får en psykisk lidelse, er mellem 15 og 25 år. Hvis man griber hurtigt ind, er der en langt mindre risiko for at få varige mén. Det er derfor, vi vil investere i de unge, siger Pia Olsen Dyhr.

Lige præcis derfor undrer det Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS), at det kun er nogle diagnoser, der giver adgang til gratis psykologhjælp.

For selvom LMS er glade for, at 18-25-åriges mentale helbred bliver prioriteret, så bør ordningen i foreningens optik dække alle psykiske lidelser.

- Det er en rigtig god start, at børn og unge med angst og depression kan få gratis psykologhjælp, når de har brug for det, lyder det fra direktør i LMS Laila Walther.

- Men i en undersøgelse fortæller op mod 25 procent af unge, at de oplever alvorlige symptomer på risiko for spiseforstyrrelse og 20 procent af de unge i gymnasiet skader sig selv.

Derfor bør adgangen til gratis psykologhjælp omfatte langt flere unge, mener Laila Walther.

Facebook
Twitter