Gratis vaccination til nogle piger

Om få dage modtager alle piger født i 1993, 1994 og 1995 et tilbud om at blive vaccineret mod livmoderhalskræft.

Fra 1. oktober kan piger mellem 13 og 15 år blive vaccineret mod livmoderhalskræft hos deres læge. (© dr.dk)

Vaccine mod livmoderhalskræft bliver fra 1. januar 2009 en del af børnevaccinationsprogrammet til 12-årige piger, men allerede i denne måned vil alle 13-, 14- og 15-årige piger modtage tilbud fra Sundhedsstyrelsen om gratis vaccination.

Der er tale om et opstartsprogram, og vaccinationerne gives hos den praktiserende læge fra 1. oktober.

Piger født i 1992 og tidligere skal derimod selv betale for vaccinen, og prisen er cirka 3.500 kroner.

Forebygger celleforandringer

Sundhedsstyrelsen har valgt at tilbyde gratis vaccine til unge piger under 16 år, fordi det i gennemsnit er i den alder pigerne har det første samleje. Vaccinen virker nemlig ikke, hvis pigen har fået virus.

Kræftens Bekæmpelse er utilfreds med aldersgrænsen, fordi 3.500 kroner er en stor udgift for en familie. Foreningen mener, at alle op til 26 år skal have tilbudt vaccination gratis.

- Vi mener, at vaccinen skal tilbydes kvinder til og med 25 år, siger Iben Holten, overlæge dr.med. i Kræftens Bekæmpelse til dr.dk/nyheder. Selv om kvinderne har haft deres seksuelle debut, er det jo ikke sikkert, at de er blevet smittet med virus. Og er de smittet med den ene virustype beskytter vaccinen mod den anden.

Vaccinen forebygger celleforandringer og forstadier til kræft i livmoderhalsen samt udvendige kønsvorter.

Første kræftvaccine

- Der er tale om den allerførste vaccination, der forebygger mod kræft, men det er kun nogle kræftformer vaccinen hjælper mod. Vaccinen virker mod to kræftfremkaldende typer, HPV type 16 og 18, siger Iben Holten.

Iben Holten håber på en høj deltagelse i vaccinationsprogrammet, og at kvinder op til 26 år kommer med i det gratis tilbud, og hun anbefaler vaccinationen - også selv om den ikke er gratis.

En dansk undersøgelse viser, at 30 procent af de 15-19 årige piger er smittet med en af de to kræftfremkaldende typer, mens 40 procent af de 20-24 årige er smittet.

Facebook
Twitter