Gravede ud til carport: Fandt maskinpistol og hundredvis af patroner

Tysk maskinpistol af typen MP40 og 200-300 skarpe patroner var gravet ned i have ved Esbjerg.

Det var en tysk maskinpistol af denne type, som dukkede op hos haveejeren i Bramming. (© Franco Atirador / Wikimedia Commons)

En tysk maskinpistol og 200-300 skarpe patroner dukkede lørdag frem fra mulden, da en husejer i Bramming ved Esbjerg var ved at grave ud til carport.

Der er tale om en tyskproduceret maskinpistol af typen MP40, som kendes fra Anden Verdenskrig.

Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede ud og afhentede både pistol og patroner.

- Vi har taget det med ind på stationen i første omgang. Så skal det vurderes, om det skal destrueres, eller om et museum kunne være interesseret, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Han tvivler dog på, at maskinpistolen er museumsegnet, da den er hårdt angrebet af rust.

Der blev også fundet en ammunitionskasse, men det er næsten rustet væk.

Det er ikke usædvanligt, at man finder våben fra krigens tid.

- Det sker af og til. Nogle gange finder vi det i jorden, andre gange i nogle hulrum. Der var mange steder, det blev gemt, siger Erik Lindholdt.

At dømme ud fra den måde, våbnet og ammunitionen var gemt væk, hælder han mest til at tro, at det har tilhørt lokale frihedskæmpere.

- Tyskerne afleverede det jo bare. Når det er gemt væk på den her måde, er det nok mest sandsynligt, at det er våben, som frihedskæmpere har fået fat på, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter