Greenpeace i aktion på Shell-silo i Fredericia

Greenpeace protesterer mod Shells jagt på olie i Arktis og er gået ind i selskabets raffinaderi i Fredericia.

Mellem otte og 10 af Greenpeace-aktivisterne er klædt ud som isbjørne, oplyser miljøorganisationen. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 201 (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

En gruppe på omkring 35 aktivister fra Greenpeace er onsdag morgen rykket ind på Shells olieraffinaderi i Fredericia. Mellem otte og 10 af aktivisterne er klædt ud som isbjørne, oplyser miljøorganisationen.

Aktionen sker i protest mod Shells jagt på olie i Arktis. Det fortæller aktivist og talsmand for Greenpeace Helene Hansen i en telefon fra toppen af en af Shells store skorstene på raffinaderiet.

- Vi er her hos Shell i dag for at vise Shells sande ansigt.

- Selskabet går forrest i jagten på olie i Arktis, selv om de har vist sig komplet ude af stand til at beskytte det sårbare miljø og den unikke natur i Grønland og resten af regionen, siger Helene Hansen.

Hun fortæller, at aktionen fortsætter, indtil Greenpeace har færdiggjort deres installationer og bannere. Organisationen vil omdanne Shells navnkundige logo, der ifølge aktivisterne skal vise Shells sande ansigt.

Greenpeace kristiserer Shell for at ødelægge det sårbare miljø i jagten efter olie i Arktis. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Politi er tilstede

En gruppe klatrere fra Greenpeace er gået i gang med at kravle op på en af raffinaderiets store siloer, mens en anden gruppe er klatret op på den største skorsten på raffinaderiet.

Greenpeace oplyser, at politiet er på stedet og holder øje med aktionen.

- Vi ringer altid til politiet, når vi går ind på et område af sikkerhedsmæssige årsager, så de kom meget hurtigt efter, at vi var gået ind.

- Vi bryder ikke bare loven for at bryde loven. Vi tager naturligvis vores straf, men det er for at vise de forbrydelser, som vi mener, Shell begår i Arktis, siger Helene Hansen.

Dansk aktion er del af international kampagne

Ud over danskere deltager aktivister fra Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Italien og Letland.

Greenpeace-aktionen i Fredericia er en del af en global kampagne mod Shell, som også blev ramt af protester under weekendens Formel 1-grand prix i Belgien.

Greenpeace kristiserer Shell for at ødelægge det sårbare miljø i jagten efter olie i Arktis. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

/ritzau/