Grin dig til et længere liv

Sans for humor forlænger levetiden og forbedrer helbredet. Det dokumenterer ny forskning.

Latter giver et længere liv og så er der jo allerede noget at smile af. (© Stock.xchng)

Sans for humor forlænger levetiden og forbedrer helbredet, dokumenterer ny forskning.Det skriver metroXpress. Et godt grin om dagen mindsker blandt andet produktionen af stresshormoner og styrker evnen til at bearbejde krisesituationer, forklarer ekspert

Hvis du gerne vil blive gammel og nyde et langt otium uden sygdom, er det med at smække en Monty-Python-dvd i afspilleren, gå til stand-up-show eller joke lidt med kollegerne i ny og næ.

Latter øger immunitet

En ny omfattende undersøgelse fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet viser, at en humoristisk sans både forlænger levetiden og forbedrer helbredet. Professor Sven Svebak, der står bag undersøgelsen, forklarer, at mennesker med humor har tendens til mindre stress og færre sygdomme.

- Vi kan konstatere, at mennesker med humor udvikler færre stresshormoner og er bedre til at håndtere kriser. De har et bedre immunforsvar, bliver udsat for færre sygdomme og mind-sker risikoen for en tidlig død, forklarer Sven Svebak, der er professor i medicin og psykologi ved Norges Teknisk-Naturvidenskabeli­ge Universitet i Trondheim.

Humor er arveligt

Humor-forskeren har ik­ke den forkromede formel på god humor, for den er forskellig fra person til person, men han har fundet frem til nogle kendetegn ved de personer, der topper i humor-testen: - Mennesker med høj score på humor er udadvendte, ikke specielt ængstelige, legesyge og ofte socialt aktive. Undersøgelser har vist, at op til 50 procent af folks humoristiske sans er genetisk bestemt. Resten kan man træne op.

- Der er en medført grad af disposition for udvikling af humor. Men resten udvik­ler du gennem læring og erfaring. Du kan oparbejde en god evne til humor ved at træne din måde at tænke på, forklarer professoren. Den danske humor-forsker og psykolog Martin Führ bekræfter, at der er en klar sammenhæng mellem humor og helbred.

- Rent fysiologisk sker der nogle positive ting i vores krop, når vi griner. Folk, der bearbejder deres livstru­en­de sygdomme med humor og sarkasme, er ofte dem, som overlever. De mister ikke den positive fremtidsforventning og optimismen, siger han til metroXpress.

Lev livet længere

En ny undersøgelse fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet viser, at mennesker, der har sans for humor, forlænger deres levetid og forbedrer helbredet.

Undersøgelsen er baseret på sundheds-historier og blodprøver fra mere end 70.000 norske indbyggere. Forskerne har målt folks ‘humor-score' ud fra en test, hvor de skal svare på, om de selv opfatter sig som humoristiske.

Gruppen med den højeste sans for humor viste en reduceret dødelighed på omkring 20 procent i forhold til folk med den laveste score. Humorens positive effekt på den forventede levetid gælder ifølge undersøgelsen, indtil folk fylder 75 år.

FacebookTwitter