Statsminister Mette Frederiksen og Grønlands regeringsleder, Múte B. Egede, holdt tidligere i dag fælles pressemøde for at kommentere på "aktuelle begivenheder".
Det skete, efter de to ledere havde mødtes i Statsministeriet oven på Donald Trumps udtalelser om, at han blandt andet ikke vil afvise at bruge militær magt for at få ejerskab over Grønland.
Her er de vigtigste pointer fra det fælles pressemøde:
- Múte B. Egede fortalte, at han ikke har været i kontakt med den kommende præsident Donald Trump. Det fortalte Mette Frederiksen i går, at den danske regering heller ikke har været.
- Frederiksen og Egede forventer, inden ugen er omme, at kunne præsentere en løsning om anbringelsessager i Danmark og en omdiskuteret psykologisk test, der bruges i tvangsfjernelsessager af børn.
- Danmark, Grønland og Færøerne har diskuteret, hvordan landene kan få mere albuerum på det udenrigspolitiske. "Vi er enige om at gå videre ned ad den vej for at få et endnu mere ligeværdigt samarbejde," fortalte Mette Frederiksen blandt andet.
- Den grønlandske regeringsleder fortalte desuden, at han savner at kunne forhandle på Grønlands vegne med udlandet - uden for eksempel at være nødt til at være sammen med en dansk ambassadør, når han skal tale med et andet lands leder.
- Grønlænderne vil ikke være danskere, og de vil heller ikke være amerikanere. De vil være grønlændere, sagde Múte B. Egede. Han understregede, at ønsket om selvstændighed ikke er nyt – men det er samarbejdet med USA heller ikke. Også i fremtiden vil Grønland samarbejde med amerikanerne, fortalte den grønlandske regeringsleder.
- Økonomisk er der behov for et tættere samarbejde med Grønland, sagde Mette Frederiksen. Danmark vil for eksempel gerne investere yderligere i Grønland, fortalte hun. "Det kunne for eksempel være kritisk infrastruktur i forlængelse af de lufthavnsprojekter, som vi allerede har igangsat".
- Den såkaldte Spiralsag blev også omtalt. Her sagde Múte B. Egede blandt andet, at de berørte grønlandske kvinder har ”brug for den retfærdighed, de fortjener”.
Du kan læse seneste nyt om det storpolitisk trekantsdrama mellem Grønland, USA og Danmark i vores liveblog.