Grønland vil gøre op med rekordmange selvmord blandt børn og unge

En ny national selvmordsstrategi skal være med til at nedbringe antallet af selvmord.

Grønland har en af verdens højeste selvmordstater. (Foto: © Kasper Thulstrup)

Det er en kedelig kendsgerning, at Grønland har en af de højeste selvmordsrater.

Og når det kommer til selvmord blandt børn og unge, så har Grønland faktisk den triste verdensrekord.

Men en ny national selvmordsstrategi, som blev præsenteret i denne uge, skal gerne nedbringe antallet af selvmord i landet.

Et særligt indsatsområde bliver netop børn og unge, og hvordan man kan reducere antallet af selvmord blandt unge. Mange unge grønlændere har også haft selvmord helt tæt på.

- En skolekammerat i folkeskolen begik selvmord, da vi gik i 7.-8. klasse. Efter folkeskolen var der to medstuderende i Ilulissat, som begik selvmord, siger Erena Kristensens, der er studerende i Nuuk.

Mange unge grønlændere har også haft selvmord helt tæt på

Glad børnetalsmand

Den nye strategi hedder 'Qamani' og som noget nyt har man inddraget løsningsforslag fra unge grønlændere. Blandt forslagene er en samlet enhed for sygdomsforebyggelse.

Aviâja Egede Lynge, der børnetalsmand for børnerettighedsinstitutionen MIO er glad for den nye strategi.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld og rigtig glad. Netop det at Naalakkersuisut (Den grønlandske regering, red.) har besluttet sig for at lave et center, hvor du altid kan henvende dig, hvor det er tydeligt at henvende sig, og man ved, hvor man kan henvende sig, det er det, de unge har ønsket i høj grad. Den allerstørste forskel er, at der har været inddragelse af unge, siger hun.

Otte gange flere selvmord end i Danmark

Den grønlandske regering håber med strategien at kunne nedbringe antallet af selvmord på Grønland frem mod 2028.

En undersøgelse lavet af Center for Selvmordsforskning i 2021 viste, at der var 81 selvmord per 100.000 indbyggere årligt i Grønland. I faktiske tal svarer det til 45 selvmord.

Til sammenligning var der var 10,8 selvmord pr. 100.000 indbyggere årligt i Danmark.

Samme undersøgelse viste, at antallet af selvmord på Grønland falder drastisk for folk over 35 år.

Niviaq Korneliussen roman 'Blomsterdalen' udkom i 2020 og handler om selvmord i Grønland. Bogen vandt Nordisk Råds litteraturpris 2021 (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Tanken er, at den ny strategi i løbet af nogle måneder skal laves til konkrete handlingsplaner, hvor der er frie indsatsområder: henvendelsesmuligheder, borgerinddragelse, tryghed og trivsel i skoler og aftabuisering.

Det sidste punkt er vigtig, mener Arnârak Bloch, der arbejder hos Center for Folkesundhed i Grønland.

- Det er vigtigt at tale om selvmordstanker, det fungerer når man aftabuiserer det.

- Det er normalt, at få selvmordstanker, når livet bliver for hårdt. Men man har brug for hjælp, hvis man har de tanker, for det kan være farligt at gå alene med, siger hun.

Hvis du har tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201.