Grønlandsk harme over dansk designer

Designeren Peter Jensen har skabt vrede på Grønland fordi hans kommende kollektion indeholder støvler med kopi af mønstret i grønlandske kamikker.

Den kendte danske tøjdesigner Peter Jensen er genstand for grønlandsk vrede og harme, efter at han i forbindelse med sin kommende efterårs- og vinterkollektion har ladet sig inspirere af den grønlandske nationaldragt, skriver Berlingske Tidende.

Således indgår de såkaldte kamikker i designerens nye kollektion, der for nylig er blevet præsenteret på London Fashion Week og af Peter Jensen bliver beskrevet som 'en kærlig og venlig hyldest til Grønland'.

Beskyldes for plagiat

Men det mener flere grønlændere tilsyneladende ikke. De beskylder ham for at plagiere kamikkerne, og de kalder hans design for tyveri.

Forleden demonstrerede de i Nuuk, ligesom de har oprettet end protestgruppe imod ham på Facebook.

Dertil kommer, at han har modtaget fysiske trusler fra navngivne grønlændere.

-Jeg forstår simpelthen ikke, at reaktionerne er så voldsomme. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det her. Det har absolut ikke været min hensigt at fornærme nogen som helst i Grønland, siger han.

-Det er helt normalt i modebranchen at lade sig inspirere af forskellige kulturer, og jeg har endnu ikke hørt om, at japanere har demonstreret over, at kimonoen er blevet brugt som inspirationskilde.

Trusler givet til politiet

Peter Jensen tilføjer, at truslerne er givet videre til politiet.

-Men heldigvis har jeg også fået mange positive tilkendegivelser fra grønlændere, der er glade for mit arbejde, siger han. Får det her dig til at tænke dig om en ekstra gang, næste gang du lader dig inspirere af andre kulturer?

-Nej, hvis jeg ikke kan lade mig inspirere, så kan jeg jo ikke beskæftige mig med det, jeg gør, siger han.

Grønlandske Aili Liimakka Laue har taget initiativ til protestgruppen på Facebook, ligesom hun har været med til at arrangere demonstrationen i Nuuk forleden. Hun siger til avisen Sermitsiaq, at »man kan se på kamikkerne, at det er direkte tyveri«.

-Det, vi ikke kan acceptere, er, at designeren har kopieret et kamikmønster i nøjagtighed og har skabt en støvle ud af det, som skal sættes i masseproduktion,« forklarer hun.

Nationaldragt under forandring

Peter Jensens arbejde bliver forsvaret af inspektør Aviaja R. Jakobsen fra Grønlands Nationalmuseum.

Hun skriver i et indlæg i Sermitsiaq, at kalaallisuut, som nationaldragten hedder, 'siden tidernes morgen har været under stadig forandring og udvikling'.

-Ingen har vel helt alvorligt begrædt denne udvikling. I nutidens globaliserede verden bliver folk konstant inspireret af hinanden, og det skal vi kun være glade for. Vores grønlandske syersker skal heller ikke begrænses i deres frihed til at tænke nyt i arbejdet med nationaldragten. Hvis vi standser udviklingen, vil traditionen lige så langsomt dø hen, og det er der vel ingen der ønsker, skriver hun.

Politikere bakker op om protest

Ifølge Grønlands Radio mødte landsstyreformand Hans Enoksen og de to landsstyremedlemmer Tommy Marø og Finn Karlsen op til demonstrationen 'og bakkede op bag demonstranternes synspunkter'.

Berlingske Tidende har forgæves forsøgt at få de tre politikere til at uddybe deres støtte til demonstranterne i kamiksagen.

Facebook
Twitter